Tiden løber af sted og jeg kan slet ikke følge med. På mange måder er der masser af timer i døgnet, især om formiddagen, men efter middagspause går eftermiddagen hurtigt. Jeg elsker at stå op om morgenen, få morgenmad på terrassen sammen med de andre, gå op på hospitalet, sige godmorgen til alle og komme ind i afdelingen hvor jeg bliver mødt med venlige smil og ”indirey”s (godmorgen). Der sker mange ting i arbejdet, men samtidig føler jeg også at det netop først er nu vi er så godt inde i projektet at vi kan sætte nogle rigtig gode ting i gang. Samtidig synes jeg næsten jeg snart er på vej hjem…
Forleden aften da jeg stod i mørket og talte i telefon slog det mig hvor meget dette er blevet min hverdag. Lugten af røg fra køkkenet om morgenen 15 min før mit vækkeur ringer. Gekkoen på min væg om aftenen som jeg har lært at sætte pris på fordi den æder nogle af de andre insekter der vil med ind under myggenettet. Stearinlyshygge-stemning på værelset om aftenen efter klokken 22 hvor strømmen går. Junglelydene som jeg helt sikker vil savne i Danmark da de slår en afslappet tone an. En kop kaffe i hospitalskantinen eller bare hænge ud der for at møde andre. Møde lokale og snakke uden at have meget at snakke om. Taknemmeligheden ved et vindpust eller en lunken cola. Glæden ved regn om aftenen som får temperaturen til at falde lidt. Smagen af hel frisk mango og ananas. Smile til lokale der bliver positivt overraskede over de få ord jeg har lært mig på temne. Børnene i landsbyen som kender mit navn og ikke længere bare kalder mig ”o porto” (hvid mand). Jeg har oveni købet næsten vænnet mig til lugten af mit altid sure håndklæde.
I påsken var jeg på tur med de andre frivillige. Vi tog til Banana Island som ligger ud i Atlanterhavet. Et helt fantastisk sted som jeg lige havde været med Jacob weekenden inden. Stille og rolig idyl på en lille strand som vi havde for os selv. Efter to nætter på denne robinson crusoe ø tog vi videre til Freetown for dagen efter at tage i et chimpansereservat, hvor de forsøger at gøre de chimpanser som har levet i fangenskab sociale og rolige igen, inden de sættes ud i naturen igen. De sidste to uger har der været intet mindre end 3 fester i landsbyen. Det er sjovt at være med og endnu sjovere at de fleste står udenfor der hvor festen foregår, da det koster 3 kr. at komme ind der hvor musikken spiller. Ellers har jeg fået tiden til at gå med bl.a. eftermiddagscykeltur med Lærke, en god bog i hængekøjen eller hygge på terrassen. Hver første søndag i måneden har vi ”Womens workshop” hvor der er et arrangement for alle kvinder i landsbyen, inklusiv os frivillige kvinder. Sidste workshop, som var i søndags, handlede om hvordan mænd behandler kvinder. Det er meget interessant at være med til disse workshops og høre om de forskellige problemer og udfordringer som de lokale kvinder står overfor i hverdagen. I pausen mellem undervisning/diskussion er der forfriskninger og selvfølgelig afrikansk sang og dans. En eller to af kvinderne starter straks med at synge, klappe og vrikke med hofterne og straks er hele salen, inklusiv mig selv i godt humør og i bevægelse. De lokale kvinder der kommer til workshoppen ser det som en vigtig ting at vi lærer at danse som en afrikansk kvinde .
Ikke mere i denne omgang. Håber I alle har det dejligt og fedt at I følger med på min log. Jeg sætter stor pris på de mails jeg får – det er skønt med lyd hjemmefra.
onsdag den 14. april 2010
Vejen til internettet
Nu er det på tide at komme på nettet for jeg savner at høre lidt fra hjemmefronten samtidig med at der er arbejdsrelaterede mails der skal sendes. Tror fx UNICEF er ved at være lidt trætte af vores sene månedsrapporter…
Når Masanga village netop for at se røven af den taxi der lige er kørt – uden mig. Der er ikke andet at gøre end at vente på næste bil mod Magburaka/Makeni som er min destination. Jeg sætter mig på bænken i skyggen under mangotræet, hvor Alafia og Ishmael fra bike-shoppen sidder og slapper af. De har vist ikke lige overvejet at frokostpausen er fordi for længst. De to er nogle rigtig hyggelige gutter på 40+ som ofte sidder her på bænken. Der sidder et par andre herrer som jeg ikke kender. Vi snakker om løst og fast og om Danmark. Hvor lang tid tager det at flyve til Danmark? Jeg forklarer at man flyver over London hvor man skifter fly og må derfor også besvare spørgsmålet om hvor London ligger i forhold til Danmark. Og siden vi nu er i gang med spørgsmålene – hvor ligger Kina? Og hvad med USA? Hvad er den mest traditionelle spise i Danmark? Og hvorfor har vi ikke hverken mangotræer eller ananas? Hvorfor dyrker vi ikke ris? Pyh, nu bliver man næsten geografilærer og må fortælle at i Danmark er der 4 årstider og ikke bare våd- og tørsæson og at der ikke er så varmt i det skandinaviske område… Da der endelig kommer en taxi som jeg får en plads i og jeg forlader Masanga har jeg et stort smil på læberne men en dejlig tilfreds fornemmelse indeni.
Taxien som jeg kører med er en almindelig personbil. Jeg sidder i den del af bilen som normalt ville være bagagerum. Nu er der i stedet installeret en bænk af træ hvor vi sidder tre med hovederne klemt lidt på skrå. Foran mig, på tre-mandssædet, tæller jeg 7 personer og på passagersædet endnu 2 og så er der selvfølgelig også chaufføren. I Magburaka skifter jeg ilt en anden taxi – princippet er det samme – eneste forskel her er, at denne gang er jeg nr. to passager på passagersædet med halvdelen af røven på gearstangen. Godt jeg kun skal med i 30 min… Denne slags ture er fantastiske selvom de i bund og grund er helt forfærdelige. Folk kigger nysgerrigt på en og indleder helst en samtale hvis de kan tale lidt engelsk. Ellers sker det selvfølgelig at de blot starter på temne for at være flade af grin over at jeg kan svare dem bare lidt. Jeg bliver i så godt humør – dette kan anbefales til alle på en kedelig eller dårlig dag.
Har netop vekslet nogle dollars hos Mr. Dollars ved rundkørslen som er handelscentrum i Makeni. Jeg sidder nu på Wusum Hotel som er et luksus hotel, men også et sted at gå på nettet og være koblet på strøm samtidig – luksus!?! Har bestilt lidt mad for er blevet sulten. Til frokost derhjemme var der kun kedelig pastasalat så gav derfor mig selv lov til at få noget lidt andet i dag når nu det rent faktisk var muligt.
Når Masanga village netop for at se røven af den taxi der lige er kørt – uden mig. Der er ikke andet at gøre end at vente på næste bil mod Magburaka/Makeni som er min destination. Jeg sætter mig på bænken i skyggen under mangotræet, hvor Alafia og Ishmael fra bike-shoppen sidder og slapper af. De har vist ikke lige overvejet at frokostpausen er fordi for længst. De to er nogle rigtig hyggelige gutter på 40+ som ofte sidder her på bænken. Der sidder et par andre herrer som jeg ikke kender. Vi snakker om løst og fast og om Danmark. Hvor lang tid tager det at flyve til Danmark? Jeg forklarer at man flyver over London hvor man skifter fly og må derfor også besvare spørgsmålet om hvor London ligger i forhold til Danmark. Og siden vi nu er i gang med spørgsmålene – hvor ligger Kina? Og hvad med USA? Hvad er den mest traditionelle spise i Danmark? Og hvorfor har vi ikke hverken mangotræer eller ananas? Hvorfor dyrker vi ikke ris? Pyh, nu bliver man næsten geografilærer og må fortælle at i Danmark er der 4 årstider og ikke bare våd- og tørsæson og at der ikke er så varmt i det skandinaviske område… Da der endelig kommer en taxi som jeg får en plads i og jeg forlader Masanga har jeg et stort smil på læberne men en dejlig tilfreds fornemmelse indeni.
Taxien som jeg kører med er en almindelig personbil. Jeg sidder i den del af bilen som normalt ville være bagagerum. Nu er der i stedet installeret en bænk af træ hvor vi sidder tre med hovederne klemt lidt på skrå. Foran mig, på tre-mandssædet, tæller jeg 7 personer og på passagersædet endnu 2 og så er der selvfølgelig også chaufføren. I Magburaka skifter jeg ilt en anden taxi – princippet er det samme – eneste forskel her er, at denne gang er jeg nr. to passager på passagersædet med halvdelen af røven på gearstangen. Godt jeg kun skal med i 30 min… Denne slags ture er fantastiske selvom de i bund og grund er helt forfærdelige. Folk kigger nysgerrigt på en og indleder helst en samtale hvis de kan tale lidt engelsk. Ellers sker det selvfølgelig at de blot starter på temne for at være flade af grin over at jeg kan svare dem bare lidt. Jeg bliver i så godt humør – dette kan anbefales til alle på en kedelig eller dårlig dag.
Har netop vekslet nogle dollars hos Mr. Dollars ved rundkørslen som er handelscentrum i Makeni. Jeg sidder nu på Wusum Hotel som er et luksus hotel, men også et sted at gå på nettet og være koblet på strøm samtidig – luksus!?! Har bestilt lidt mad for er blevet sulten. Til frokost derhjemme var der kun kedelig pastasalat så gav derfor mig selv lov til at få noget lidt andet i dag når nu det rent faktisk var muligt.
tirsdag den 30. marts 2010
Diamanter og lykkesten
Efter en tur på de dårligste veje jeg hidtil har oplevet i Sierra Leone nåede vi helskindede frem i Landroveren til Koido efter 3,5 times kørsel. Sierra Leone er ikke et ”turist-land” så derfor er der intet arrangeret for turister og for at finde en måde at besøge minestederne på, kørte vi til det offentlige kontor for diamant-mining i Koido. Vores chauffør er oprindeligt fra Koido og på kontoret mødte vi en af hans bekendte, som gerne ville vise os vej til en mine.
Minen lå uden for byen. Efter lidt snak (overtalelse) på temne fra ”den bekendte” fik vi lov at gå ind på mineområdet. Minerne er store huller i den sandede jord, hvor der står vand i bunden. Her står minearbejderne og ”vasker” sand/grus gravet op i området omkring hullerne. Vi blev vist rundt og besøgte nogle forskellige huller, hvor der stod mellem 20-30 mænd i vand til knæene og vaskede grus i en si. Det var tydeligvis et hårdt arbejde – mændene var særdeles veltrænede og stod i den varme sol hele dagen. På et tidspunkt gik jeg lidt væk fra resten af gruppen og faldt i snak med en mand der stod i vandet og vaskede. Han fortalte om den vasketeknik han brugte og om hvordan han kunne genkende en diamant. Efter lidt tid hviskede han til mig om jeg ville se en diamant og selvfølgelig ville jeg gerne det! Han tog fingrene op til munden og tog diskret en lille lys grøn diamant ud. Han gemte diamanten i munden så han hele tiden havde styr på den mens han arbejdede videre. Det var den fedeste oplevelse og hele turen værd.
En anden graver som jeg faldt i snak med fortalte mig om en lykkesten, som de gemte i lommen når de fandt den. Graverne kaldte stenen ”joyce” Hvis man fandt en sådan sten var det tegn på at der måtte være diamanter i det samme jordlag. Meget fedt at lære om alt dette og superfedt at han gav mig sin ”joyce” inden vi tog af sted derfra.
Der herskede en mærkelig hemmelig stemning på stedet, som om folk var bange for at blive snydt af deres makkere. Mens vi gik rundt i mineområdet blev vi et par gange tilbudt at købe diamanter. Dealerne tog et stykke foldet guldpapir fra en cigaretpakke op af lommen og foldede den ud så vi kunne se diamanterne der lå deri. Meget sjov oplevelse men vi købte nu ikke nogen diamanter med hjem (hvilket også ville have været dybt ulovligt…)
Da jeg ikke lige havde husket at få booket et hotel på forhånd var uheldet selvfølgelig med os og alle hoteller der var til at betale sig fra var fyldt op. Vi besluttede derfor at køre hjem igen samme aften – alternativet var at sove på det pænt dyre Kono Hotel til 300 kr. pr. nat. Vi kørte det meste af turen hjem i mørke på elendige veje og gennemrystede kom vi hjem til Masanga sent på aftenen.
tirsdag den 16. marts 2010
Freetown , hverdagshistorier og ventetid
Hej allesammen,
Jeg sidder i skrivende stund i paa en internet cafe i Freetown og venter paa at hente Jacob i lufthavnen om 12 timer. Det bliver saa skoent at se ham igen og glaeder mig til at vise ham rundt i Masanga.
Egentlig skulle jeg foerst vaere koert fra Masanga i dag tirsdagm, men fik tilbud om et gratis lift hvis jeg tog afsted mandag. Hospitals-manageren, Mr. Fortune, er blevet inviteret til Danmark til moede og da han rejser idag, kunne jeg faa et lift, beholde chauffoeren en dag ekstra og tage Jacob med hjem onsdag... Meget billigere (priserne paa braendstof er nemlig ogsaa taarnhoeje i Sierra Leone).
Jeg ankom i gaar aftes kl. 19 til YMCA hvor jeg paa forhaand havde bestilt et vaerelse. Efter at have smidt mine ting paa vaerelset var det tid til at finde noget mad. Havde selvfoelgelig haabet at kunne naa det inden det blev moerkt men det var for sent. Vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af byen og menneskerne her, saa ville bare vaere paa hotellet om aftenen og laese min bog. Men sulten var jeg og mad skulle der findes. Restauranten paa YMCA havde allerede lukket og jeg gik ud for at lede efter et sted, der i foelge guidebogen skulle ligge ret taet paa. Efter at vaere gaaet 50 meter fra YMCA kom receptionisten loebende efter mig og spurgte om jeg virkelig skulle ud? Jeg maatte jo have noget mad. Han accepterede og bad om at holde mit kamara for mig mens jeg var vaek saa jeg ikke skulle gaa med det over skulderen. Hmm... Det fik mig da lige til at foele mig lidt ekstra usikker og jeg skyndte mig at finde noget mad og smutte hjem igen.
Sengen, jeg har sovet i i nat, er der helt sikkert adskellige andre der ogsaa har sovet i – kunne kun ligge paa een maade og det var i hullet midt i madrassen. Sovet er maaske saa meget sagt – det har larmet udenfor hele natten saa det var svaert at faa sovet. Tror jeg er en rigtig Masanga farmer pige :o) Efter mit 2. bad under rindende vand siden 15. januar saa jeg for foerste gang tv i Sierra Leone. Jeg maa virkelig indroemme at jeg ingen fornemmelse har for hvad der sker i verden uden for Masanga. Sker der noget spaendende??
Fra mit vaerelse paa YMCA var der udsigt til havet, men kiggede jeg knap saa langt vaek var der bliktage overalt - flere af tagene blev holdt fast til huset med store sten palceret ovenpaa. Til en anden side stod 6 smaa drenge og vaskede sig ved en handhane og en mor sad paa jorden og tilberedte mad (ikke meget anderledes end Masanga)
Idag vil jeg bruge ventetiden paa at bruge internettet (internettet i Masanga er nede paa 3 uge – men send nu gerne mails alligevel for det kommer vel til at virke igen...) og se mig lidt omkring i Freetown. Har planer om at gaa paa Big Market og derudover se lidt af centrum. Senere skal jeg med faeregen ud til den halvoe hvor lufthaven ligger. Faergerne sejler ikke altid til tiden og paa det sidste har den ene faerge vaeret i stykker og den anden dermed overfyldt. Heldigvis venter chauffaeren i lufthaven saa jeg skal kun taenke paa en plads til mig selv og ikke ogsaa til bilen – mon ikke det oeger mine chancer for at komme ombord?!
I fredags fik vi besoeg af en groen mamba paa hostellet. (= meget giftig slange). Det var Julie og Camilla som saa den og stod og kiggede lidt paa den for den var da flot. Da de naevnte det for koekkendamerne skreg de helt vildt og straks kom et par af de lokale maend loebende med lange kaeppe, gemt til situationer som denne. De taevede slangen til den laa helt stille – selvfoelgelig fra afstand, derfor de meget lange kaeppe. Da den var doed saa vi lidt naermere paa den – vildt flot og fascinerende dyr, men aabenbart meget giftig :0) Mr. Education kom forbi og sagde at han ville spise den daegn efter, naar han havde faaet koebt olie og loeg – desvaerre lod han den bare ligge paa jorden og hundehvalpene gennetyggede den inden naeste morgen.
En morgen for et par uger siden kom vi ud til verandaen og saa at vores hoens var vaek. Eller det troede vi. Ved naermere eftersyn laa de stadig i buret, men var daekket af kaempe myrer, som havde slaaet dem ihjel i loebet af natten! Desvaerre maatte vi undvaere Fatmatas fantastiske kyllingesuppe den dag og noejes med koed een gang den uge.
Loerdag var jeg i Makeni med nogle af de andre toeser og Jasper. Camilla var saa uheldig at faa stjaalet sit kamara i en taet menneskemaengde og vi maatte en tur paa politistationen for at anmelde det. Politistationen var et stort larmende sted. Vi kom ”selvfoelgelig” hurtigt til at snakke med en betjent som helst saa at vi alle 4 skulle skulle gaa med ind og afgive forklaring. Jeg holdt mig nu alligevel i forhallen og observerede. Efter Camilla havde forklaret sin sag skulle hun gaa tilbage til gerningsstedet med en betjent for at finde vidner og lede efter tyven (=naalen i en hoestak). Det gik der lang tid med. Da de endelig kom tilbage brugte de en time paa at skrive episoden ned, meget noejsommeligt. I mellemtiden stod jeg og ventede i forhallen. Paa vaeggen hang en tavle med oversigt over de fanger, der sad i faengslet ude bagved (nok aarsagen til den forfaerdelige stank der var paa politistationen...). Paa en opslasgstavle hang en ”Wanted for Murder” plakat – en ”handsome reward” ville gaa til den der havde oplysninger om manden. Ved siden af denne hang ”Wanted for smuggling”, hvor jeg kunne laese om en mand, der havde smuglet kokain in i Sierra Leone. Sad man inde med oplysninger der kunne lede til hans anholdelse fik man 25,000,000 Le i beloenning (=32.000 kr!!). Enden paa det hele blev at politiet ikke den dag ville skrive en seddel til Camilla som hun kunne vise til forsikringen, men i stedet ville de forsoege at opklare tyveriet da der var en lille pige som vidne...
fredag den 26. februar 2010
Strandtur og blæsevejr
Skrevet tirsdag d. 23. februar
I skrivende stund er vejret gået fra at være helt stille til at blæse kraftigt op på 30 sekunder og det lyder som om taget er ved at blæse af. Har lige været ude at redde lidt af mit vasketøj som var fløjet af snoren og fik en sandstorm i mine øjne. Blade og frugter falder af træerne og rammer ned på taget og det laver en voldsom larm. Nu sider jeg i sikkerhed på mit hyggelige værelse og lytter til blæstens susen og tænker på den dejlige weekend jeg netop har haft.
Endelig blev det tid til en weekendtur. Fra i torsdags til i søndags tog Jasper, Lærke, Camilla, Anne Mette og jeg til stranden uden for Freetown. De andre 5 frivillige sluttede sig til os om fredagen. Det tager mellem 3½ og 4½ time at køre dertil. Efter et holdt i Freetown på Mamba Point, hvor vi fik ordentlig mad (læs: fantastisk pizza), ankom vi til Hamilton Beach ved ti-tiden torsdag aften.
(…og så nåede jeg ikke længere med blogindlægget i går aftes. Vinden blev endnu vildere og det første regnvejr i min tid i Sierra Leone begyndte. Det var et ret vildt vejr og vi trak alle stikkene ud af stikkontakterne efter at have høre om tidligere frivilliges oplevelser med ødelagte elektriske apparater efter lyn-attack (og da min computer kun kan holde strøm i 10 minutter uden at sidde i stikkontakten blev det er naturligt stop i bloggen). Vi mødtes alle sammen på den mørke terrasse foran hostellet og hentede ting ind i sikkerhed. Hundehvalpene kunne helt sikkert godt have fløjet sig en tur så de måtte jo ”reddes” og ind på værelset. Landroverens tag var fyldt med trækul til køkkenet som Jasper netop havde hentet den dag. Jasper og Anja ”kæmpede” i blæsten og regnen for at få dem ned og i tørvejr. Resten af tøjet fra tørresnoren var for længst fløjet ned og mudret til. Inde på værelset var min seng blevet våd og fyldt med skidt som kom ind ad vinduet, hvor de små glaspaneler i vinduet stod åbent da det ellers er umuligt at falde i søvn om aftenen for varme. Der fik vi lige lidt at lave…)
Tilbage til strandferien. En helt fantastisk strand – vi havde den helt for os selv. To og to boede vi i bungalows på stranden – 30 meter fra vandkanten. Ud over bangalows’ne bestod ”hotellet” af en stråhytte hvor maden blev tilberedt – selvom det mest forgik over bål udenfor stråhytten. Joseph, som ejer ”Samsø´s”, som ”hotellet” hedder, er en meget lattermild afrikaner som blandt andet kunne fortælle at en af hans bedste danske venner er Lars Lilholt
Weekenden gik med at stege i solen, bade i Atlanterhavet, spise på stranden, læse en god bog på stranden, nyde en kold øl under stjernerne på stranden og spille bold på stranden. Fedt bare at bo på stranden en hel weekend! Rigtig hyggeligt at være på tur med de andre og være lidt væk fra hverdagslivet hvor vi har gang i hvert vores projekter i Masanga.
Klokken er nu 21 og jeg stang-sveder. Det bliver varmere og varmere for hver dag der går og jeg kan sagtens mærke forskellen komme snigende. I sidste uge var jeg syg så fik ikke løbet min morgenløbetur kl. 7. Det gjorde jeg til gengæld i går morges, hvor jeg måtte konstatere at det bare er blevet varmere siden sidste uge Om dagen går det okay med varmen, da jeg det meste af tiden er indenfor eller i skygge – er faktisk (og desværre) ikke blevet særlig solbrændt endnu…
Håber I alle har det dejligt derhjemme.
I skrivende stund er vejret gået fra at være helt stille til at blæse kraftigt op på 30 sekunder og det lyder som om taget er ved at blæse af. Har lige været ude at redde lidt af mit vasketøj som var fløjet af snoren og fik en sandstorm i mine øjne. Blade og frugter falder af træerne og rammer ned på taget og det laver en voldsom larm. Nu sider jeg i sikkerhed på mit hyggelige værelse og lytter til blæstens susen og tænker på den dejlige weekend jeg netop har haft.
Endelig blev det tid til en weekendtur. Fra i torsdags til i søndags tog Jasper, Lærke, Camilla, Anne Mette og jeg til stranden uden for Freetown. De andre 5 frivillige sluttede sig til os om fredagen. Det tager mellem 3½ og 4½ time at køre dertil. Efter et holdt i Freetown på Mamba Point, hvor vi fik ordentlig mad (læs: fantastisk pizza), ankom vi til Hamilton Beach ved ti-tiden torsdag aften.
(…og så nåede jeg ikke længere med blogindlægget i går aftes. Vinden blev endnu vildere og det første regnvejr i min tid i Sierra Leone begyndte. Det var et ret vildt vejr og vi trak alle stikkene ud af stikkontakterne efter at have høre om tidligere frivilliges oplevelser med ødelagte elektriske apparater efter lyn-attack (og da min computer kun kan holde strøm i 10 minutter uden at sidde i stikkontakten blev det er naturligt stop i bloggen). Vi mødtes alle sammen på den mørke terrasse foran hostellet og hentede ting ind i sikkerhed. Hundehvalpene kunne helt sikkert godt have fløjet sig en tur så de måtte jo ”reddes” og ind på værelset. Landroverens tag var fyldt med trækul til køkkenet som Jasper netop havde hentet den dag. Jasper og Anja ”kæmpede” i blæsten og regnen for at få dem ned og i tørvejr. Resten af tøjet fra tørresnoren var for længst fløjet ned og mudret til. Inde på værelset var min seng blevet våd og fyldt med skidt som kom ind ad vinduet, hvor de små glaspaneler i vinduet stod åbent da det ellers er umuligt at falde i søvn om aftenen for varme. Der fik vi lige lidt at lave…)
Tilbage til strandferien. En helt fantastisk strand – vi havde den helt for os selv. To og to boede vi i bungalows på stranden – 30 meter fra vandkanten. Ud over bangalows’ne bestod ”hotellet” af en stråhytte hvor maden blev tilberedt – selvom det mest forgik over bål udenfor stråhytten. Joseph, som ejer ”Samsø´s”, som ”hotellet” hedder, er en meget lattermild afrikaner som blandt andet kunne fortælle at en af hans bedste danske venner er Lars Lilholt
Weekenden gik med at stege i solen, bade i Atlanterhavet, spise på stranden, læse en god bog på stranden, nyde en kold øl under stjernerne på stranden og spille bold på stranden. Fedt bare at bo på stranden en hel weekend! Rigtig hyggeligt at være på tur med de andre og være lidt væk fra hverdagslivet hvor vi har gang i hvert vores projekter i Masanga.
Klokken er nu 21 og jeg stang-sveder. Det bliver varmere og varmere for hver dag der går og jeg kan sagtens mærke forskellen komme snigende. I sidste uge var jeg syg så fik ikke løbet min morgenløbetur kl. 7. Det gjorde jeg til gengæld i går morges, hvor jeg måtte konstatere at det bare er blevet varmere siden sidste uge Om dagen går det okay med varmen, da jeg det meste af tiden er indenfor eller i skygge – er faktisk (og desværre) ikke blevet særlig solbrændt endnu…
Håber I alle har det dejligt derhjemme.
onsdag den 17. februar 2010
Outreach
Hver 2. torsdag kører vi på outreach. Vi kører til en klinik vi har et samarbejder med, som ligger i en landsby længere væk og her screener vi børn for underernæring. I tiden kører vi outreach i Makonkorie som er ca. 2 timers kørsel fra Masanga.
På sidste outreach var jeg af sted med Emma og Marie, en af vores nurseaids. De børn og mødre der blev indlagt fra sidste outreach kører med retur når vi tager på outreach 14 dage senere, hvis de er udskrivningsklare.
Kl. 8.30 parkerer Abdul (som er hospitalschauffør) landroveren foran afdelingen og vi pakker bilen. De mødre der skal hjem er i godt humør og har deres få ejendele pakket sammen i en bylt eller en papkasse. Børnene kommer ned fra ryggen, hvor de ellers sidder det meste af tiden, og kommer ind i bilen og op på skødet sammen med de få ting kvinderne har pakket sammen. Når vi kører ud af Masanga bliver der lagt mærke til at vi kører på outreach og folk håber på at se en fyldt bil når vi vender hjem igen – et tegn på succesfuld outreach.
På forsædet ved siden af Abdul sidder Emma og de to plaprer løs på kreo og griner under hele turen. Jeg sidder bag i bilen sammen med de 5 mødre, der skal hjem, børnene og alle pakkenellikerne. Vi sidder ret tæt og bilen bumler ud ad grusvejen og man finder ligesom hurtigt en ”bumlerytme” hvor man læner sig lidt op ad hinanden og kommer hinanden ved. Mødrene kender jeg efterhånden efter de 14 dage de har været i afdelingen. De børn, der kører med i bilen, ser godt ud og det er en dejlig fornemmelse at køre dem hjem og ligesom følge med på vejen. Mødrene er i godt humør og pjatter og griner som en flok teeneagepiger. Indimellem hører jeg ”o porto” (hvid mand) og ved at det er mig de snakker om og griner af. Især en af mødrene, som har været fantastisk at have i afdelingen, taler hele tiden til mig på temne og smiler. Da mit temne endnu ikke rækker til meget mere end korte hilsener og svar, må jeg med kropssprog vise at jeg ikke forstår. De er flade af grin over dette, men på den mest hjertelige måde og jeg føler mig som en del af gruppen.
Efter knap 2 timer ankommer vi til klinikken i Makonkorie. Da vi ankommer ser jeg desværre, at kun få mødre (måske 15) med børn er kommet til klinikken. Vi starter vores screeningprogram og som tiden går dukker der flere og flere op. Vi screener 95 børn på 3½ time – succes! På denne årstid er det ikke ”sæson” for underernæring, det er det først i regntiden i juli-september måned, så derfor er 95 patienter på en dag en god dag.
Når vi screener, tager vi forskellige mål som kan fortælle os om barnet er underernæret (ikke underernæret, moderat, svært underernæret). Vi måler barnets vægt og højde og udregner en vægt/højde-værdi. Er denne værdi lav nok, er barnet underernæret. Er barnet svært underernæret eller ”blot” underernæret og har komplikationer kan vi tage det med og indlægge det til gratis behandling på Masanga Hospital. Vi måler desuden en MUAC (Middle Upper Arm Circumference=omkredsen på midten af barnets overarm) som også kan vise om barnet er underernæret. Den dag fandt vi 5 børn som passede under de indlæggelseskrav som vi følger (ifølge UNICEF) og de kørte med os hjem.
Selve screeningen er et værre gedemarked: Alle tror de kan komme først til eller også tror de at vi kører uden at have set deres barn. Ingen kø-kultur, kvinderne maser sig ind og gør det hele mere forvirrende og det tager længere tid. Nogle gange må jeg lige være den sure ”o porto” og simpelthen få folk til at gå ud fra det rum vi arbejder i, for at vi kan koncentrere os. Der er mange børn der skriger, hyler og vrider sig når de skal måles og vejes, hvilket gør det udfordrende at aflæse vægten korrekt (vægten hæger fra et stativ med tre kæppe som ben, og børnene placeres i en sele med hul til benene og hænges op på vægten). Det gør ikke situationen bedre, at mødrene hiver deres børn rundt mens de holder dem hængende i én arm og skubber dem fremad. Jeg holder de helt små børn i armene når jeg skal putte dem i selen til vægten, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg bliver tisset på nogle gange i løbet af sådan en dag. Min t-shirt bliver våd af sved og tis i løbet af dagen, men sjovt nok er jeg faktisk ret ligeglad – det hører på en måde med til oplevelsen. Lokale venligt-menende folk blander sig i vores arbejde/hjælper til, hvilket ikke nødvendigvis gør forvirringen mindre, eftersom de ikke kender vores system. Dirigerer rundt med de forvirrede mødre med deres grædende børn. I denne scene tager vi stetoskoperne op af lommerne og skal lytte efter krepitationer på små børnelunger. Udfordring!
Da det er på tide at vende hjem til Masanga tager vi de 5 børn og deres mødre med i bilen. De har lige nået at smutte forbi lerhytten og hente et par ting til de næste to uger. Der er et par tvillingepiger med. Jeg holder den ene (Sinnah), som er brandvarm med 40 i feber, i mine arme under hele turen hjem. Hun er fantastisk, og det er en fed fornemmelse at sidde med en 4 mdr. gammel pige i armene, midt i bushen, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidt åbne vinduer. Alle disse børn bor langt fra et hospital og nu får de muligheden for at få gratis behandling og måske lidt bedre overlevelsevilkår – i hvert fald for nu.
På sidste outreach var jeg af sted med Emma og Marie, en af vores nurseaids. De børn og mødre der blev indlagt fra sidste outreach kører med retur når vi tager på outreach 14 dage senere, hvis de er udskrivningsklare.
Kl. 8.30 parkerer Abdul (som er hospitalschauffør) landroveren foran afdelingen og vi pakker bilen. De mødre der skal hjem er i godt humør og har deres få ejendele pakket sammen i en bylt eller en papkasse. Børnene kommer ned fra ryggen, hvor de ellers sidder det meste af tiden, og kommer ind i bilen og op på skødet sammen med de få ting kvinderne har pakket sammen. Når vi kører ud af Masanga bliver der lagt mærke til at vi kører på outreach og folk håber på at se en fyldt bil når vi vender hjem igen – et tegn på succesfuld outreach.
På forsædet ved siden af Abdul sidder Emma og de to plaprer løs på kreo og griner under hele turen. Jeg sidder bag i bilen sammen med de 5 mødre, der skal hjem, børnene og alle pakkenellikerne. Vi sidder ret tæt og bilen bumler ud ad grusvejen og man finder ligesom hurtigt en ”bumlerytme” hvor man læner sig lidt op ad hinanden og kommer hinanden ved. Mødrene kender jeg efterhånden efter de 14 dage de har været i afdelingen. De børn, der kører med i bilen, ser godt ud og det er en dejlig fornemmelse at køre dem hjem og ligesom følge med på vejen. Mødrene er i godt humør og pjatter og griner som en flok teeneagepiger. Indimellem hører jeg ”o porto” (hvid mand) og ved at det er mig de snakker om og griner af. Især en af mødrene, som har været fantastisk at have i afdelingen, taler hele tiden til mig på temne og smiler. Da mit temne endnu ikke rækker til meget mere end korte hilsener og svar, må jeg med kropssprog vise at jeg ikke forstår. De er flade af grin over dette, men på den mest hjertelige måde og jeg føler mig som en del af gruppen.
Efter knap 2 timer ankommer vi til klinikken i Makonkorie. Da vi ankommer ser jeg desværre, at kun få mødre (måske 15) med børn er kommet til klinikken. Vi starter vores screeningprogram og som tiden går dukker der flere og flere op. Vi screener 95 børn på 3½ time – succes! På denne årstid er det ikke ”sæson” for underernæring, det er det først i regntiden i juli-september måned, så derfor er 95 patienter på en dag en god dag.
Når vi screener, tager vi forskellige mål som kan fortælle os om barnet er underernæret (ikke underernæret, moderat, svært underernæret). Vi måler barnets vægt og højde og udregner en vægt/højde-værdi. Er denne værdi lav nok, er barnet underernæret. Er barnet svært underernæret eller ”blot” underernæret og har komplikationer kan vi tage det med og indlægge det til gratis behandling på Masanga Hospital. Vi måler desuden en MUAC (Middle Upper Arm Circumference=omkredsen på midten af barnets overarm) som også kan vise om barnet er underernæret. Den dag fandt vi 5 børn som passede under de indlæggelseskrav som vi følger (ifølge UNICEF) og de kørte med os hjem.
Selve screeningen er et værre gedemarked: Alle tror de kan komme først til eller også tror de at vi kører uden at have set deres barn. Ingen kø-kultur, kvinderne maser sig ind og gør det hele mere forvirrende og det tager længere tid. Nogle gange må jeg lige være den sure ”o porto” og simpelthen få folk til at gå ud fra det rum vi arbejder i, for at vi kan koncentrere os. Der er mange børn der skriger, hyler og vrider sig når de skal måles og vejes, hvilket gør det udfordrende at aflæse vægten korrekt (vægten hæger fra et stativ med tre kæppe som ben, og børnene placeres i en sele med hul til benene og hænges op på vægten). Det gør ikke situationen bedre, at mødrene hiver deres børn rundt mens de holder dem hængende i én arm og skubber dem fremad. Jeg holder de helt små børn i armene når jeg skal putte dem i selen til vægten, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg bliver tisset på nogle gange i løbet af sådan en dag. Min t-shirt bliver våd af sved og tis i løbet af dagen, men sjovt nok er jeg faktisk ret ligeglad – det hører på en måde med til oplevelsen. Lokale venligt-menende folk blander sig i vores arbejde/hjælper til, hvilket ikke nødvendigvis gør forvirringen mindre, eftersom de ikke kender vores system. Dirigerer rundt med de forvirrede mødre med deres grædende børn. I denne scene tager vi stetoskoperne op af lommerne og skal lytte efter krepitationer på små børnelunger. Udfordring!
Da det er på tide at vende hjem til Masanga tager vi de 5 børn og deres mødre med i bilen. De har lige nået at smutte forbi lerhytten og hente et par ting til de næste to uger. Der er et par tvillingepiger med. Jeg holder den ene (Sinnah), som er brandvarm med 40 i feber, i mine arme under hele turen hjem. Hun er fantastisk, og det er en fed fornemmelse at sidde med en 4 mdr. gammel pige i armene, midt i bushen, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidt åbne vinduer. Alle disse børn bor langt fra et hospital og nu får de muligheden for at få gratis behandling og måske lidt bedre overlevelsevilkår – i hvert fald for nu.
torsdag den 4. februar 2010
Mit nye hjem
Så blev det endelig tid til at flytte rigtig ind på hostellet efter 2 uger i Dr. Franks hus. Line og Silje rejste hjem i tirsdags og nu er projektet endelig ”vores eget”. Lærke og jeg har nu fået hver vores værelse med fælles badeværelse, brøndvand og kloaklugt… Vi startede med en hovedrengøring hvilket mildt sagt var tiltrængt. Nu er der så lidt mindre spindelvæv på vægge og loft, gulvet er en smule renere og vasken er nu en anelse hvid og ikke brun.
Fakta om mit værelse: 16 kvm. med fliser på gulvet, 2 vinduer uden glas men med myggenet, en seng, et skrivebord, en reol og en nøgen elpære, som hænger i midten af rummet. Lige nu brænder lyset - hver aften fra 19-22 er der strøm. Jeg har stearinlys til at stå rundt omkring på værelset - de bliver tændt når lyset slukkes eller jeg sidder på den uoplyste terrasse ude foran. Hostellet er en u-formet gul bygning med terrasse hele vejen rundt og en bagterrasse med udsigt over floden. I den jordede gårdsplads står et par træer og nogle tørresnore hænger fra huset og til træerne. Naboens geder løber gerne rundt, larmer og lugter i nærheden af hostellet, og den rare spedalske Mr. Education forsøger at holde dem væk. Med mig er flyttet Rowen – en hund som en tidligere volontør har taget sig af og som jeg nu passer på. Sammen med Rowen hører 5 hvalpe, der kom til verden for 6 dage siden. De sover ude på terrassen ved min dør, hvor de har deres egen lille kasse og er årsagen til jeg vågnede 1 time før vækkeuret i morges (piv piv).
I værelsets modsatte ende er der ca. 60 meter til floden som løber neden for en skrænt. Mens jeg sidder her ved mit skrivebord kan jeg høre frøernes kvækken i baggrunden, summen af insekter og alle de andre ”junglelyde”. Sidder man få personer på bagterassen klatrer aberne i palmerne tæt på terrassen og om aftenen kommer flagermusene flyvende under loftet. Dette er virkelig midt i junglen!
Der er en fantastisk udsigt fra bagterrassen: den brune flod, regnskoven med palmer, aberne og den mærkelige fugl jeg forsøger at få ordentligt blik af. Kigger man lige ned foran terrassen ser man hønsene i buret (=lækker kyllingesuppe) som står foran hostel-køkkenet. Køkkenet er en mur med vindueshuller (uden vinduer) i væggen og et bliktag og det ligger tæt på skrænten ned til floden. Her står de to dejlige damer, Fatmata og Aminata, og laver maden til alle os volontører. Æg til morgenmad, ris, pasta eller couscous med simpel sovs evt. grøntsagssovs til de to resterende måltider. Onsdag er der frisk salat til middag og kødsovs til aften, for om tirsdagen bliver der handlet ind i byen Magburaka. Maden smager for det meste godt, men jeg savner et måltid med grøntsager, kød og salat til indimellem. Til gengæld er der frisk frugt det meste af ugen: appelsiner, grape, kokosnødder og bananer. Indimellem må to høns fra buret lade livet (gerne inde i køkkenet) og blive til en lækker krydret hønsesuppe som er blevet min Masanga-livret.
Jeg bor i det ene hjørne af hostelbygningen. På min ene side bor Lærke og på den anden har jeg 4 lokale naboer. Amara, Jinnah, Bassi og George. De arbejder alle 4 på hospitalet eller i de forretninger der er bygget op omkring.
Om kort tid hopper jeg under myggenettet og overlader mig til mørket og det insekt, som laver en yderst mærkelig lyd og som jeg endnu ikke har lokaliseret.
Fakta om mit værelse: 16 kvm. med fliser på gulvet, 2 vinduer uden glas men med myggenet, en seng, et skrivebord, en reol og en nøgen elpære, som hænger i midten af rummet. Lige nu brænder lyset - hver aften fra 19-22 er der strøm. Jeg har stearinlys til at stå rundt omkring på værelset - de bliver tændt når lyset slukkes eller jeg sidder på den uoplyste terrasse ude foran. Hostellet er en u-formet gul bygning med terrasse hele vejen rundt og en bagterrasse med udsigt over floden. I den jordede gårdsplads står et par træer og nogle tørresnore hænger fra huset og til træerne. Naboens geder løber gerne rundt, larmer og lugter i nærheden af hostellet, og den rare spedalske Mr. Education forsøger at holde dem væk. Med mig er flyttet Rowen – en hund som en tidligere volontør har taget sig af og som jeg nu passer på. Sammen med Rowen hører 5 hvalpe, der kom til verden for 6 dage siden. De sover ude på terrassen ved min dør, hvor de har deres egen lille kasse og er årsagen til jeg vågnede 1 time før vækkeuret i morges (piv piv).
I værelsets modsatte ende er der ca. 60 meter til floden som løber neden for en skrænt. Mens jeg sidder her ved mit skrivebord kan jeg høre frøernes kvækken i baggrunden, summen af insekter og alle de andre ”junglelyde”. Sidder man få personer på bagterassen klatrer aberne i palmerne tæt på terrassen og om aftenen kommer flagermusene flyvende under loftet. Dette er virkelig midt i junglen!
Der er en fantastisk udsigt fra bagterrassen: den brune flod, regnskoven med palmer, aberne og den mærkelige fugl jeg forsøger at få ordentligt blik af. Kigger man lige ned foran terrassen ser man hønsene i buret (=lækker kyllingesuppe) som står foran hostel-køkkenet. Køkkenet er en mur med vindueshuller (uden vinduer) i væggen og et bliktag og det ligger tæt på skrænten ned til floden. Her står de to dejlige damer, Fatmata og Aminata, og laver maden til alle os volontører. Æg til morgenmad, ris, pasta eller couscous med simpel sovs evt. grøntsagssovs til de to resterende måltider. Onsdag er der frisk salat til middag og kødsovs til aften, for om tirsdagen bliver der handlet ind i byen Magburaka. Maden smager for det meste godt, men jeg savner et måltid med grøntsager, kød og salat til indimellem. Til gengæld er der frisk frugt det meste af ugen: appelsiner, grape, kokosnødder og bananer. Indimellem må to høns fra buret lade livet (gerne inde i køkkenet) og blive til en lækker krydret hønsesuppe som er blevet min Masanga-livret.
Jeg bor i det ene hjørne af hostelbygningen. På min ene side bor Lærke og på den anden har jeg 4 lokale naboer. Amara, Jinnah, Bassi og George. De arbejder alle 4 på hospitalet eller i de forretninger der er bygget op omkring.
Om kort tid hopper jeg under myggenettet og overlader mig til mørket og det insekt, som laver en yderst mærkelig lyd og som jeg endnu ikke har lokaliseret.
Abonner på:
Opslag (Atom)