Skrevet tirsdag d. 23. februar
I skrivende stund er vejret gået fra at være helt stille til at blæse kraftigt op på 30 sekunder og det lyder som om taget er ved at blæse af. Har lige været ude at redde lidt af mit vasketøj som var fløjet af snoren og fik en sandstorm i mine øjne. Blade og frugter falder af træerne og rammer ned på taget og det laver en voldsom larm. Nu sider jeg i sikkerhed på mit hyggelige værelse og lytter til blæstens susen og tænker på den dejlige weekend jeg netop har haft.
Endelig blev det tid til en weekendtur. Fra i torsdags til i søndags tog Jasper, Lærke, Camilla, Anne Mette og jeg til stranden uden for Freetown. De andre 5 frivillige sluttede sig til os om fredagen. Det tager mellem 3½ og 4½ time at køre dertil. Efter et holdt i Freetown på Mamba Point, hvor vi fik ordentlig mad (læs: fantastisk pizza), ankom vi til Hamilton Beach ved ti-tiden torsdag aften.
(…og så nåede jeg ikke længere med blogindlægget i går aftes. Vinden blev endnu vildere og det første regnvejr i min tid i Sierra Leone begyndte. Det var et ret vildt vejr og vi trak alle stikkene ud af stikkontakterne efter at have høre om tidligere frivilliges oplevelser med ødelagte elektriske apparater efter lyn-attack (og da min computer kun kan holde strøm i 10 minutter uden at sidde i stikkontakten blev det er naturligt stop i bloggen). Vi mødtes alle sammen på den mørke terrasse foran hostellet og hentede ting ind i sikkerhed. Hundehvalpene kunne helt sikkert godt have fløjet sig en tur så de måtte jo ”reddes” og ind på værelset. Landroverens tag var fyldt med trækul til køkkenet som Jasper netop havde hentet den dag. Jasper og Anja ”kæmpede” i blæsten og regnen for at få dem ned og i tørvejr. Resten af tøjet fra tørresnoren var for længst fløjet ned og mudret til. Inde på værelset var min seng blevet våd og fyldt med skidt som kom ind ad vinduet, hvor de små glaspaneler i vinduet stod åbent da det ellers er umuligt at falde i søvn om aftenen for varme. Der fik vi lige lidt at lave…)
Tilbage til strandferien. En helt fantastisk strand – vi havde den helt for os selv. To og to boede vi i bungalows på stranden – 30 meter fra vandkanten. Ud over bangalows’ne bestod ”hotellet” af en stråhytte hvor maden blev tilberedt – selvom det mest forgik over bål udenfor stråhytten. Joseph, som ejer ”Samsø´s”, som ”hotellet” hedder, er en meget lattermild afrikaner som blandt andet kunne fortælle at en af hans bedste danske venner er Lars Lilholt
Weekenden gik med at stege i solen, bade i Atlanterhavet, spise på stranden, læse en god bog på stranden, nyde en kold øl under stjernerne på stranden og spille bold på stranden. Fedt bare at bo på stranden en hel weekend! Rigtig hyggeligt at være på tur med de andre og være lidt væk fra hverdagslivet hvor vi har gang i hvert vores projekter i Masanga.
Klokken er nu 21 og jeg stang-sveder. Det bliver varmere og varmere for hver dag der går og jeg kan sagtens mærke forskellen komme snigende. I sidste uge var jeg syg så fik ikke løbet min morgenløbetur kl. 7. Det gjorde jeg til gengæld i går morges, hvor jeg måtte konstatere at det bare er blevet varmere siden sidste uge Om dagen går det okay med varmen, da jeg det meste af tiden er indenfor eller i skygge – er faktisk (og desværre) ikke blevet særlig solbrændt endnu…
Håber I alle har det dejligt derhjemme.
fredag den 26. februar 2010
onsdag den 17. februar 2010
Outreach
Hver 2. torsdag kører vi på outreach. Vi kører til en klinik vi har et samarbejder med, som ligger i en landsby længere væk og her screener vi børn for underernæring. I tiden kører vi outreach i Makonkorie som er ca. 2 timers kørsel fra Masanga.
På sidste outreach var jeg af sted med Emma og Marie, en af vores nurseaids. De børn og mødre der blev indlagt fra sidste outreach kører med retur når vi tager på outreach 14 dage senere, hvis de er udskrivningsklare.
Kl. 8.30 parkerer Abdul (som er hospitalschauffør) landroveren foran afdelingen og vi pakker bilen. De mødre der skal hjem er i godt humør og har deres få ejendele pakket sammen i en bylt eller en papkasse. Børnene kommer ned fra ryggen, hvor de ellers sidder det meste af tiden, og kommer ind i bilen og op på skødet sammen med de få ting kvinderne har pakket sammen. Når vi kører ud af Masanga bliver der lagt mærke til at vi kører på outreach og folk håber på at se en fyldt bil når vi vender hjem igen – et tegn på succesfuld outreach.
På forsædet ved siden af Abdul sidder Emma og de to plaprer løs på kreo og griner under hele turen. Jeg sidder bag i bilen sammen med de 5 mødre, der skal hjem, børnene og alle pakkenellikerne. Vi sidder ret tæt og bilen bumler ud ad grusvejen og man finder ligesom hurtigt en ”bumlerytme” hvor man læner sig lidt op ad hinanden og kommer hinanden ved. Mødrene kender jeg efterhånden efter de 14 dage de har været i afdelingen. De børn, der kører med i bilen, ser godt ud og det er en dejlig fornemmelse at køre dem hjem og ligesom følge med på vejen. Mødrene er i godt humør og pjatter og griner som en flok teeneagepiger. Indimellem hører jeg ”o porto” (hvid mand) og ved at det er mig de snakker om og griner af. Især en af mødrene, som har været fantastisk at have i afdelingen, taler hele tiden til mig på temne og smiler. Da mit temne endnu ikke rækker til meget mere end korte hilsener og svar, må jeg med kropssprog vise at jeg ikke forstår. De er flade af grin over dette, men på den mest hjertelige måde og jeg føler mig som en del af gruppen.
Efter knap 2 timer ankommer vi til klinikken i Makonkorie. Da vi ankommer ser jeg desværre, at kun få mødre (måske 15) med børn er kommet til klinikken. Vi starter vores screeningprogram og som tiden går dukker der flere og flere op. Vi screener 95 børn på 3½ time – succes! På denne årstid er det ikke ”sæson” for underernæring, det er det først i regntiden i juli-september måned, så derfor er 95 patienter på en dag en god dag.
Når vi screener, tager vi forskellige mål som kan fortælle os om barnet er underernæret (ikke underernæret, moderat, svært underernæret). Vi måler barnets vægt og højde og udregner en vægt/højde-værdi. Er denne værdi lav nok, er barnet underernæret. Er barnet svært underernæret eller ”blot” underernæret og har komplikationer kan vi tage det med og indlægge det til gratis behandling på Masanga Hospital. Vi måler desuden en MUAC (Middle Upper Arm Circumference=omkredsen på midten af barnets overarm) som også kan vise om barnet er underernæret. Den dag fandt vi 5 børn som passede under de indlæggelseskrav som vi følger (ifølge UNICEF) og de kørte med os hjem.
Selve screeningen er et værre gedemarked: Alle tror de kan komme først til eller også tror de at vi kører uden at have set deres barn. Ingen kø-kultur, kvinderne maser sig ind og gør det hele mere forvirrende og det tager længere tid. Nogle gange må jeg lige være den sure ”o porto” og simpelthen få folk til at gå ud fra det rum vi arbejder i, for at vi kan koncentrere os. Der er mange børn der skriger, hyler og vrider sig når de skal måles og vejes, hvilket gør det udfordrende at aflæse vægten korrekt (vægten hæger fra et stativ med tre kæppe som ben, og børnene placeres i en sele med hul til benene og hænges op på vægten). Det gør ikke situationen bedre, at mødrene hiver deres børn rundt mens de holder dem hængende i én arm og skubber dem fremad. Jeg holder de helt små børn i armene når jeg skal putte dem i selen til vægten, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg bliver tisset på nogle gange i løbet af sådan en dag. Min t-shirt bliver våd af sved og tis i løbet af dagen, men sjovt nok er jeg faktisk ret ligeglad – det hører på en måde med til oplevelsen. Lokale venligt-menende folk blander sig i vores arbejde/hjælper til, hvilket ikke nødvendigvis gør forvirringen mindre, eftersom de ikke kender vores system. Dirigerer rundt med de forvirrede mødre med deres grædende børn. I denne scene tager vi stetoskoperne op af lommerne og skal lytte efter krepitationer på små børnelunger. Udfordring!
Da det er på tide at vende hjem til Masanga tager vi de 5 børn og deres mødre med i bilen. De har lige nået at smutte forbi lerhytten og hente et par ting til de næste to uger. Der er et par tvillingepiger med. Jeg holder den ene (Sinnah), som er brandvarm med 40 i feber, i mine arme under hele turen hjem. Hun er fantastisk, og det er en fed fornemmelse at sidde med en 4 mdr. gammel pige i armene, midt i bushen, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidt åbne vinduer. Alle disse børn bor langt fra et hospital og nu får de muligheden for at få gratis behandling og måske lidt bedre overlevelsevilkår – i hvert fald for nu.
På sidste outreach var jeg af sted med Emma og Marie, en af vores nurseaids. De børn og mødre der blev indlagt fra sidste outreach kører med retur når vi tager på outreach 14 dage senere, hvis de er udskrivningsklare.
Kl. 8.30 parkerer Abdul (som er hospitalschauffør) landroveren foran afdelingen og vi pakker bilen. De mødre der skal hjem er i godt humør og har deres få ejendele pakket sammen i en bylt eller en papkasse. Børnene kommer ned fra ryggen, hvor de ellers sidder det meste af tiden, og kommer ind i bilen og op på skødet sammen med de få ting kvinderne har pakket sammen. Når vi kører ud af Masanga bliver der lagt mærke til at vi kører på outreach og folk håber på at se en fyldt bil når vi vender hjem igen – et tegn på succesfuld outreach.
På forsædet ved siden af Abdul sidder Emma og de to plaprer løs på kreo og griner under hele turen. Jeg sidder bag i bilen sammen med de 5 mødre, der skal hjem, børnene og alle pakkenellikerne. Vi sidder ret tæt og bilen bumler ud ad grusvejen og man finder ligesom hurtigt en ”bumlerytme” hvor man læner sig lidt op ad hinanden og kommer hinanden ved. Mødrene kender jeg efterhånden efter de 14 dage de har været i afdelingen. De børn, der kører med i bilen, ser godt ud og det er en dejlig fornemmelse at køre dem hjem og ligesom følge med på vejen. Mødrene er i godt humør og pjatter og griner som en flok teeneagepiger. Indimellem hører jeg ”o porto” (hvid mand) og ved at det er mig de snakker om og griner af. Især en af mødrene, som har været fantastisk at have i afdelingen, taler hele tiden til mig på temne og smiler. Da mit temne endnu ikke rækker til meget mere end korte hilsener og svar, må jeg med kropssprog vise at jeg ikke forstår. De er flade af grin over dette, men på den mest hjertelige måde og jeg føler mig som en del af gruppen.
Efter knap 2 timer ankommer vi til klinikken i Makonkorie. Da vi ankommer ser jeg desværre, at kun få mødre (måske 15) med børn er kommet til klinikken. Vi starter vores screeningprogram og som tiden går dukker der flere og flere op. Vi screener 95 børn på 3½ time – succes! På denne årstid er det ikke ”sæson” for underernæring, det er det først i regntiden i juli-september måned, så derfor er 95 patienter på en dag en god dag.
Når vi screener, tager vi forskellige mål som kan fortælle os om barnet er underernæret (ikke underernæret, moderat, svært underernæret). Vi måler barnets vægt og højde og udregner en vægt/højde-værdi. Er denne værdi lav nok, er barnet underernæret. Er barnet svært underernæret eller ”blot” underernæret og har komplikationer kan vi tage det med og indlægge det til gratis behandling på Masanga Hospital. Vi måler desuden en MUAC (Middle Upper Arm Circumference=omkredsen på midten af barnets overarm) som også kan vise om barnet er underernæret. Den dag fandt vi 5 børn som passede under de indlæggelseskrav som vi følger (ifølge UNICEF) og de kørte med os hjem.
Selve screeningen er et værre gedemarked: Alle tror de kan komme først til eller også tror de at vi kører uden at have set deres barn. Ingen kø-kultur, kvinderne maser sig ind og gør det hele mere forvirrende og det tager længere tid. Nogle gange må jeg lige være den sure ”o porto” og simpelthen få folk til at gå ud fra det rum vi arbejder i, for at vi kan koncentrere os. Der er mange børn der skriger, hyler og vrider sig når de skal måles og vejes, hvilket gør det udfordrende at aflæse vægten korrekt (vægten hæger fra et stativ med tre kæppe som ben, og børnene placeres i en sele med hul til benene og hænges op på vægten). Det gør ikke situationen bedre, at mødrene hiver deres børn rundt mens de holder dem hængende i én arm og skubber dem fremad. Jeg holder de helt små børn i armene når jeg skal putte dem i selen til vægten, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg bliver tisset på nogle gange i løbet af sådan en dag. Min t-shirt bliver våd af sved og tis i løbet af dagen, men sjovt nok er jeg faktisk ret ligeglad – det hører på en måde med til oplevelsen. Lokale venligt-menende folk blander sig i vores arbejde/hjælper til, hvilket ikke nødvendigvis gør forvirringen mindre, eftersom de ikke kender vores system. Dirigerer rundt med de forvirrede mødre med deres grædende børn. I denne scene tager vi stetoskoperne op af lommerne og skal lytte efter krepitationer på små børnelunger. Udfordring!
Da det er på tide at vende hjem til Masanga tager vi de 5 børn og deres mødre med i bilen. De har lige nået at smutte forbi lerhytten og hente et par ting til de næste to uger. Der er et par tvillingepiger med. Jeg holder den ene (Sinnah), som er brandvarm med 40 i feber, i mine arme under hele turen hjem. Hun er fantastisk, og det er en fed fornemmelse at sidde med en 4 mdr. gammel pige i armene, midt i bushen, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidt åbne vinduer. Alle disse børn bor langt fra et hospital og nu får de muligheden for at få gratis behandling og måske lidt bedre overlevelsevilkår – i hvert fald for nu.
torsdag den 4. februar 2010
Mit nye hjem
Så blev det endelig tid til at flytte rigtig ind på hostellet efter 2 uger i Dr. Franks hus. Line og Silje rejste hjem i tirsdags og nu er projektet endelig ”vores eget”. Lærke og jeg har nu fået hver vores værelse med fælles badeværelse, brøndvand og kloaklugt… Vi startede med en hovedrengøring hvilket mildt sagt var tiltrængt. Nu er der så lidt mindre spindelvæv på vægge og loft, gulvet er en smule renere og vasken er nu en anelse hvid og ikke brun.
Fakta om mit værelse: 16 kvm. med fliser på gulvet, 2 vinduer uden glas men med myggenet, en seng, et skrivebord, en reol og en nøgen elpære, som hænger i midten af rummet. Lige nu brænder lyset - hver aften fra 19-22 er der strøm. Jeg har stearinlys til at stå rundt omkring på værelset - de bliver tændt når lyset slukkes eller jeg sidder på den uoplyste terrasse ude foran. Hostellet er en u-formet gul bygning med terrasse hele vejen rundt og en bagterrasse med udsigt over floden. I den jordede gårdsplads står et par træer og nogle tørresnore hænger fra huset og til træerne. Naboens geder løber gerne rundt, larmer og lugter i nærheden af hostellet, og den rare spedalske Mr. Education forsøger at holde dem væk. Med mig er flyttet Rowen – en hund som en tidligere volontør har taget sig af og som jeg nu passer på. Sammen med Rowen hører 5 hvalpe, der kom til verden for 6 dage siden. De sover ude på terrassen ved min dør, hvor de har deres egen lille kasse og er årsagen til jeg vågnede 1 time før vækkeuret i morges (piv piv).
I værelsets modsatte ende er der ca. 60 meter til floden som løber neden for en skrænt. Mens jeg sidder her ved mit skrivebord kan jeg høre frøernes kvækken i baggrunden, summen af insekter og alle de andre ”junglelyde”. Sidder man få personer på bagterassen klatrer aberne i palmerne tæt på terrassen og om aftenen kommer flagermusene flyvende under loftet. Dette er virkelig midt i junglen!
Der er en fantastisk udsigt fra bagterrassen: den brune flod, regnskoven med palmer, aberne og den mærkelige fugl jeg forsøger at få ordentligt blik af. Kigger man lige ned foran terrassen ser man hønsene i buret (=lækker kyllingesuppe) som står foran hostel-køkkenet. Køkkenet er en mur med vindueshuller (uden vinduer) i væggen og et bliktag og det ligger tæt på skrænten ned til floden. Her står de to dejlige damer, Fatmata og Aminata, og laver maden til alle os volontører. Æg til morgenmad, ris, pasta eller couscous med simpel sovs evt. grøntsagssovs til de to resterende måltider. Onsdag er der frisk salat til middag og kødsovs til aften, for om tirsdagen bliver der handlet ind i byen Magburaka. Maden smager for det meste godt, men jeg savner et måltid med grøntsager, kød og salat til indimellem. Til gengæld er der frisk frugt det meste af ugen: appelsiner, grape, kokosnødder og bananer. Indimellem må to høns fra buret lade livet (gerne inde i køkkenet) og blive til en lækker krydret hønsesuppe som er blevet min Masanga-livret.
Jeg bor i det ene hjørne af hostelbygningen. På min ene side bor Lærke og på den anden har jeg 4 lokale naboer. Amara, Jinnah, Bassi og George. De arbejder alle 4 på hospitalet eller i de forretninger der er bygget op omkring.
Om kort tid hopper jeg under myggenettet og overlader mig til mørket og det insekt, som laver en yderst mærkelig lyd og som jeg endnu ikke har lokaliseret.
Fakta om mit værelse: 16 kvm. med fliser på gulvet, 2 vinduer uden glas men med myggenet, en seng, et skrivebord, en reol og en nøgen elpære, som hænger i midten af rummet. Lige nu brænder lyset - hver aften fra 19-22 er der strøm. Jeg har stearinlys til at stå rundt omkring på værelset - de bliver tændt når lyset slukkes eller jeg sidder på den uoplyste terrasse ude foran. Hostellet er en u-formet gul bygning med terrasse hele vejen rundt og en bagterrasse med udsigt over floden. I den jordede gårdsplads står et par træer og nogle tørresnore hænger fra huset og til træerne. Naboens geder løber gerne rundt, larmer og lugter i nærheden af hostellet, og den rare spedalske Mr. Education forsøger at holde dem væk. Med mig er flyttet Rowen – en hund som en tidligere volontør har taget sig af og som jeg nu passer på. Sammen med Rowen hører 5 hvalpe, der kom til verden for 6 dage siden. De sover ude på terrassen ved min dør, hvor de har deres egen lille kasse og er årsagen til jeg vågnede 1 time før vækkeuret i morges (piv piv).
I værelsets modsatte ende er der ca. 60 meter til floden som løber neden for en skrænt. Mens jeg sidder her ved mit skrivebord kan jeg høre frøernes kvækken i baggrunden, summen af insekter og alle de andre ”junglelyde”. Sidder man få personer på bagterassen klatrer aberne i palmerne tæt på terrassen og om aftenen kommer flagermusene flyvende under loftet. Dette er virkelig midt i junglen!
Der er en fantastisk udsigt fra bagterrassen: den brune flod, regnskoven med palmer, aberne og den mærkelige fugl jeg forsøger at få ordentligt blik af. Kigger man lige ned foran terrassen ser man hønsene i buret (=lækker kyllingesuppe) som står foran hostel-køkkenet. Køkkenet er en mur med vindueshuller (uden vinduer) i væggen og et bliktag og det ligger tæt på skrænten ned til floden. Her står de to dejlige damer, Fatmata og Aminata, og laver maden til alle os volontører. Æg til morgenmad, ris, pasta eller couscous med simpel sovs evt. grøntsagssovs til de to resterende måltider. Onsdag er der frisk salat til middag og kødsovs til aften, for om tirsdagen bliver der handlet ind i byen Magburaka. Maden smager for det meste godt, men jeg savner et måltid med grøntsager, kød og salat til indimellem. Til gengæld er der frisk frugt det meste af ugen: appelsiner, grape, kokosnødder og bananer. Indimellem må to høns fra buret lade livet (gerne inde i køkkenet) og blive til en lækker krydret hønsesuppe som er blevet min Masanga-livret.
Jeg bor i det ene hjørne af hostelbygningen. På min ene side bor Lærke og på den anden har jeg 4 lokale naboer. Amara, Jinnah, Bassi og George. De arbejder alle 4 på hospitalet eller i de forretninger der er bygget op omkring.
Om kort tid hopper jeg under myggenettet og overlader mig til mørket og det insekt, som laver en yderst mærkelig lyd og som jeg endnu ikke har lokaliseret.
onsdag den 3. februar 2010
På arbejde
Sidste uge har været en travl, hård og udfordrende men spændende og lærerig uge. Forrige weekend måtte Emma, nurse og leder af afdelingen, rejse til Freetown pga. familieproblemer. Eftersom det er relativt nyt at de medicinstuderende ikke længere går stuegang eller tager over i afdelingen, er der endnu ikke en backup-plan til når noget som dette sker. Vi har været på arbejde på afdelingen hver dag i sidste uge og forsøgt at starte en back-up plan op, hvor de tre andre medicinske fagpersoner på hospitalet skal tage over i en situation som denne. Ud over Emma er der tre andre afrikanere med sygeplejerske/”halv”læge uddannelse (CHO). Arbejdet i afdelingen har været lærerigt og en god måde for os til at komme ind i diagnostikken og behandlingen uden at tage ansvar fra Emma, da hun har været borte. Derudover har der været mange andre oplevelser som har gjort stort indtryk på mig, og som jeg har brugt meget tid på at tænke over efterfølgende.
Hvad gør man når en mor vil forlade afdelingen med sit barn der stadigt er sygt? Når hun måske har 5 andre børn hjemme i landsbyen og en husholdning at tage sig af. Hvordan går man til en mor der ikke passer sit barn særligt godt? Lader barnet ligge og græde uden at trøste det, tvinger maden i barnet så det skriger og ikke gør sit barn rent? Hvordan får man en mor til et underernæret barn til at forstå hun ikke må tvinge føde i barnet? Hvad stiller man op med en mor der græder stille i sin seng, fordi hun ikke kan trøste sit barn men en af de andre mødre kan?
Isatu er en underernæret lille pige som har tuberkulose. Efter vi i onsdags kunne udskrive 2 andre færdigbehandlede børn ville Isatus mor også hjem. Dejligt at kunne udskrive to dejlige legesyge drenge som er klar til at komme hjem, men ærgerligt når det giver andre ”gode ideer”… Jeg forsøgte at overtale Isatus mor til at blive og forklarede hende hvor vigtig behandlingen for tuberkulose er og at hendes datter ikke er klar til at komme hjem. Hun var ikke til at hugge eller stikke i og ville bare hjem. Efter at have talt med hende tre gange ved hjælp af vores ældste nurse-aid fik vi hende overtalt til at blive 1 uge mere. Det er en meget svær snak for samtidig er jeg også nødt til at informere hende om, at hvis hun absolut vil rejse MÅ hun bare sige det til os i stedet for bare at stikke af, for så kan vi nå at henvise hende til en anden klinik for behandling for underernæring og tuberkulose.
I denne uge har vi bl.a. indlagt tvillingepigen Mayeto på 7 mdr. Hun er ganske lille bitte i stor kontrast til sin tvillingebror der er tyk og fed. Vi har ikke fundet noget specielt i vejen med hende, så nu er hun indlagt til standardbehandling og ernæring. I en anden seng lå Karimu – en 5 mdr. gammel dreng med nedsunken fontanelle (det bløde punkt på hovedet af små børn). Det samme gælder for 3 mdr. gamle Abdul i seng 4. Dette tages ikke særligt alvorligt af mødrene og nogle fortæller at de ikke anser det for noget særligt når den har været det i længere tid. Nogle studser dog over det og går til en traditionel healer. Her får de en blanding af mudder og urter smurt ud over fontanellen på barnet. Mon det hjælper på et dehydreret barn…?
Torsdag eftermiddag var Karimu og hans mor pludselig ikke at finde længere. Vi havde netop fundet ud af han havde en parasit i maven (Giardia) som vi kan behandle, og vi var begyndt at tanke ham op pga. dehydrering. Moderen var stukket af uden at sige noget til de andre mødre eller til nurse-aidsne.
Om morgenen når jeg går til hospitalet møder jeg masser af mennesker som smiler, hilser og spørger til mig. Temperaturen er lun og solen er netop stået helt op. Jeg hilser på de første 25 personer inden jeg når til afdelingen og de fleste er ansigter jeg kender – navnene er ved at være på plads selvom der er et par stykker jeg ikke helt kan huske. Når jeg som i dag går hjem sen eftermiddag kl. 18 møder jeg kun tre piger, der hvor vejen krydser floden. Vi løber lidt om kap, lidt i hånd inden de drejer af vejen og ud i det høje græs og væk. Jeg mærker at det har været endnu en fantastisk dag. I denne sen-eftermiddagsro lægger jeg mærke til landskabet omkring mig: de grønne palmer, den tætte jungle, de mærkelige lyde fra fugle og andre dyr jeg ikke har identificeret endnu. Ude i horisonten ser jeg bjergene omkring mig og jeg bliver fascineret over dette smukke billede.
Jeg har det fantastisk her i Masanga!
Hvad gør man når en mor vil forlade afdelingen med sit barn der stadigt er sygt? Når hun måske har 5 andre børn hjemme i landsbyen og en husholdning at tage sig af. Hvordan går man til en mor der ikke passer sit barn særligt godt? Lader barnet ligge og græde uden at trøste det, tvinger maden i barnet så det skriger og ikke gør sit barn rent? Hvordan får man en mor til et underernæret barn til at forstå hun ikke må tvinge føde i barnet? Hvad stiller man op med en mor der græder stille i sin seng, fordi hun ikke kan trøste sit barn men en af de andre mødre kan?
Isatu er en underernæret lille pige som har tuberkulose. Efter vi i onsdags kunne udskrive 2 andre færdigbehandlede børn ville Isatus mor også hjem. Dejligt at kunne udskrive to dejlige legesyge drenge som er klar til at komme hjem, men ærgerligt når det giver andre ”gode ideer”… Jeg forsøgte at overtale Isatus mor til at blive og forklarede hende hvor vigtig behandlingen for tuberkulose er og at hendes datter ikke er klar til at komme hjem. Hun var ikke til at hugge eller stikke i og ville bare hjem. Efter at have talt med hende tre gange ved hjælp af vores ældste nurse-aid fik vi hende overtalt til at blive 1 uge mere. Det er en meget svær snak for samtidig er jeg også nødt til at informere hende om, at hvis hun absolut vil rejse MÅ hun bare sige det til os i stedet for bare at stikke af, for så kan vi nå at henvise hende til en anden klinik for behandling for underernæring og tuberkulose.
I denne uge har vi bl.a. indlagt tvillingepigen Mayeto på 7 mdr. Hun er ganske lille bitte i stor kontrast til sin tvillingebror der er tyk og fed. Vi har ikke fundet noget specielt i vejen med hende, så nu er hun indlagt til standardbehandling og ernæring. I en anden seng lå Karimu – en 5 mdr. gammel dreng med nedsunken fontanelle (det bløde punkt på hovedet af små børn). Det samme gælder for 3 mdr. gamle Abdul i seng 4. Dette tages ikke særligt alvorligt af mødrene og nogle fortæller at de ikke anser det for noget særligt når den har været det i længere tid. Nogle studser dog over det og går til en traditionel healer. Her får de en blanding af mudder og urter smurt ud over fontanellen på barnet. Mon det hjælper på et dehydreret barn…?
Torsdag eftermiddag var Karimu og hans mor pludselig ikke at finde længere. Vi havde netop fundet ud af han havde en parasit i maven (Giardia) som vi kan behandle, og vi var begyndt at tanke ham op pga. dehydrering. Moderen var stukket af uden at sige noget til de andre mødre eller til nurse-aidsne.
Om morgenen når jeg går til hospitalet møder jeg masser af mennesker som smiler, hilser og spørger til mig. Temperaturen er lun og solen er netop stået helt op. Jeg hilser på de første 25 personer inden jeg når til afdelingen og de fleste er ansigter jeg kender – navnene er ved at være på plads selvom der er et par stykker jeg ikke helt kan huske. Når jeg som i dag går hjem sen eftermiddag kl. 18 møder jeg kun tre piger, der hvor vejen krydser floden. Vi løber lidt om kap, lidt i hånd inden de drejer af vejen og ud i det høje græs og væk. Jeg mærker at det har været endnu en fantastisk dag. I denne sen-eftermiddagsro lægger jeg mærke til landskabet omkring mig: de grønne palmer, den tætte jungle, de mærkelige lyde fra fugle og andre dyr jeg ikke har identificeret endnu. Ude i horisonten ser jeg bjergene omkring mig og jeg bliver fascineret over dette smukke billede.
Jeg har det fantastisk her i Masanga!
Abonner på:
Opslag (Atom)