Outreach

Hver 2. torsdag kører vi på outreach. Vi kører til en klinik vi har et samarbejder med, som ligger i en landsby længere væk og her screener vi børn for underernæring. I tiden kører vi outreach i Makonkorie som er ca. 2 timers kørsel fra Masanga.

På sidste outreach var jeg af sted med Emma og Marie, en af vores nurseaids. De børn og mødre der blev indlagt fra sidste outreach kører med retur når vi tager på outreach 14 dage senere, hvis de er udskrivningsklare.

Kl. 8.30 parkerer Abdul (som er hospitalschauffør) landroveren foran afdelingen og vi pakker bilen. De mødre der skal hjem er i godt humør og har deres få ejendele pakket sammen i en bylt eller en papkasse. Børnene kommer ned fra ryggen, hvor de ellers sidder det meste af tiden, og kommer ind i bilen og op på skødet sammen med de få ting kvinderne har pakket sammen. Når vi kører ud af Masanga bliver der lagt mærke til at vi kører på outreach og folk håber på at se en fyldt bil når vi vender hjem igen – et tegn på succesfuld outreach.

På forsædet ved siden af Abdul sidder Emma og de to plaprer løs på kreo og griner under hele turen. Jeg sidder bag i bilen sammen med de 5 mødre, der skal hjem, børnene og alle pakkenellikerne. Vi sidder ret tæt og bilen bumler ud ad grusvejen og man finder ligesom hurtigt en ”bumlerytme” hvor man læner sig lidt op ad hinanden og kommer hinanden ved. Mødrene kender jeg efterhånden efter de 14 dage de har været i afdelingen. De børn, der kører med i bilen, ser godt ud og det er en dejlig fornemmelse at køre dem hjem og ligesom følge med på vejen. Mødrene er i godt humør og pjatter og griner som en flok teeneagepiger. Indimellem hører jeg ”o porto” (hvid mand) og ved at det er mig de snakker om og griner af. Især en af mødrene, som har været fantastisk at have i afdelingen, taler hele tiden til mig på temne og smiler. Da mit temne endnu ikke rækker til meget mere end korte hilsener og svar, må jeg med kropssprog vise at jeg ikke forstår. De er flade af grin over dette, men på den mest hjertelige måde og jeg føler mig som en del af gruppen.

Efter knap 2 timer ankommer vi til klinikken i Makonkorie. Da vi ankommer ser jeg desværre, at kun få mødre (måske 15) med børn er kommet til klinikken. Vi starter vores screeningprogram og som tiden går dukker der flere og flere op. Vi screener 95 børn på 3½ time – succes! På denne årstid er det ikke ”sæson” for underernæring, det er det først i regntiden i juli-september måned, så derfor er 95 patienter på en dag en god dag.

Når vi screener, tager vi forskellige mål som kan fortælle os om barnet er underernæret (ikke underernæret, moderat, svært underernæret). Vi måler barnets vægt og højde og udregner en vægt/højde-værdi. Er denne værdi lav nok, er barnet underernæret. Er barnet svært underernæret eller ”blot” underernæret og har komplikationer kan vi tage det med og indlægge det til gratis behandling på Masanga Hospital. Vi måler desuden en MUAC (Middle Upper Arm Circumference=omkredsen på midten af barnets overarm) som også kan vise om barnet er underernæret. Den dag fandt vi 5 børn som passede under de indlæggelseskrav som vi følger (ifølge UNICEF) og de kørte med os hjem.

Selve screeningen er et værre gedemarked: Alle tror de kan komme først til eller også tror de at vi kører uden at have set deres barn. Ingen kø-kultur, kvinderne maser sig ind og gør det hele mere forvirrende og det tager længere tid. Nogle gange må jeg lige være den sure ”o porto” og simpelthen få folk til at gå ud fra det rum vi arbejder i, for at vi kan koncentrere os. Der er mange børn der skriger, hyler og vrider sig når de skal måles og vejes, hvilket gør det udfordrende at aflæse vægten korrekt (vægten hæger fra et stativ med tre kæppe som ben, og børnene placeres i en sele med hul til benene og hænges op på vægten). Det gør ikke situationen bedre, at mødrene hiver deres børn rundt mens de holder dem hængende i én arm og skubber dem fremad. Jeg holder de helt små børn i armene når jeg skal putte dem i selen til vægten, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg bliver tisset på nogle gange i løbet af sådan en dag. Min t-shirt bliver våd af sved og tis i løbet af dagen, men sjovt nok er jeg faktisk ret ligeglad – det hører på en måde med til oplevelsen. Lokale venligt-menende folk blander sig i vores arbejde/hjælper til, hvilket ikke nødvendigvis gør forvirringen mindre, eftersom de ikke kender vores system. Dirigerer rundt med de forvirrede mødre med deres grædende børn. I denne scene tager vi stetoskoperne op af lommerne og skal lytte efter krepitationer på små børnelunger. Udfordring!

Da det er på tide at vende hjem til Masanga tager vi de 5 børn og deres mødre med i bilen. De har lige nået at smutte forbi lerhytten og hente et par ting til de næste to uger. Der er et par tvillingepiger med. Jeg holder den ene (Sinnah), som er brandvarm med 40 i feber, i mine arme under hele turen hjem. Hun er fantastisk, og det er en fed fornemmelse at sidde med en 4 mdr. gammel pige i armene, midt i bushen, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidt åbne vinduer. Alle disse børn bor langt fra et hospital og nu får de muligheden for at få gratis behandling og måske lidt bedre overlevelsevilkår – i hvert fald for nu.