Diamanter og lykkesten

Forrige fredag gik turen til Koido, en større by i det østlige Sierra Leone hvor der ligger mange diamantminer. Jacob, jeg og en håndfuld andre frivillige her fra Masanga tog af sted. Historien om diamantbyen er ikke så smuk som diamanterne selv, eftersom Koido var hårdt ramt under borgerkrigen. I løbet af krigen skiftede byen hænder mange gange og lokalbefolkningen blev tvunget til at arbejde i minerne. Mens RUF (oprørsgruppen = bad guys i krigen) regerede i Koido blev pengene fra diamantsmugling brugt til at finansiere narko og våben til børnesoldaterne. En meget trist historie, og eftersom netop diamanterne spillede så stor en rolle i krigen og i korruptionen i Sierra Leones historie er Koido på min liste over byer jeg vil besøge i Sierra Leone.

Efter en tur på de dårligste veje jeg hidtil har oplevet i Sierra Leone nåede vi helskindede frem i Landroveren til Koido efter 3,5 times kørsel. Sierra Leone er ikke et ”turist-land” så derfor er der intet arrangeret for turister og for at finde en måde at besøge minestederne på, kørte vi til det offentlige kontor for diamant-mining i Koido. Vores chauffør er oprindeligt fra Koido og på kontoret mødte vi en af hans bekendte, som gerne ville vise os vej til en mine.

Minen lå uden for byen. Efter lidt snak (overtalelse) på temne fra ”den bekendte” fik vi lov at gå ind på mineområdet. Minerne er store huller i den sandede jord, hvor der står vand i bunden. Her står minearbejderne og ”vasker” sand/grus gravet op i området omkring hullerne. Vi blev vist rundt og besøgte nogle forskellige huller, hvor der stod mellem 20-30 mænd i vand til knæene og vaskede grus i en si. Det var tydeligvis et hårdt arbejde – mændene var særdeles veltrænede og stod i den varme sol hele dagen. På et tidspunkt gik jeg lidt væk fra resten af gruppen og faldt i snak med en mand der stod i vandet og vaskede. Han fortalte om den vasketeknik han brugte og om hvordan han kunne genkende en diamant. Efter lidt tid hviskede han til mig om jeg ville se en diamant og selvfølgelig ville jeg gerne det! Han tog fingrene op til munden og tog diskret en lille lys grøn diamant ud. Han gemte diamanten i munden så han hele tiden havde styr på den mens han arbejdede videre. Det var den fedeste oplevelse og hele turen værd.

En anden graver som jeg faldt i snak med fortalte mig om en lykkesten, som de gemte i lommen når de fandt den. Graverne kaldte stenen ”joyce” Hvis man fandt en sådan sten var det tegn på at der måtte være diamanter i det samme jordlag. Meget fedt at lære om alt dette og superfedt at han gav mig sin ”joyce” inden vi tog af sted derfra.

Der herskede en mærkelig hemmelig stemning på stedet, som om folk var bange for at blive snydt af deres makkere. Mens vi gik rundt i mineområdet blev vi et par gange tilbudt at købe diamanter. Dealerne tog et stykke foldet guldpapir fra en cigaretpakke op af lommen og foldede den ud så vi kunne se diamanterne der lå deri. Meget sjov oplevelse men vi købte nu ikke nogen diamanter med hjem (hvilket også ville have været dybt ulovligt…)

Da jeg ikke lige havde husket at få booket et hotel på forhånd var uheldet selvfølgelig med os og alle hoteller der var til at betale sig fra var fyldt op. Vi besluttede derfor at køre hjem igen samme aften – alternativet var at sove på det pænt dyre Kono Hotel til 300 kr. pr. nat. Vi kørte det meste af turen hjem i mørke på elendige veje og gennemrystede kom vi hjem til Masanga sent på aftenen.

Freetown , hverdagshistorier og ventetid

Hej allesammen,

Jeg sidder i skrivende stund i paa en internet cafe i Freetown og venter paa at hente Jacob i lufthavnen om 12 timer. Det bliver saa skoent at se ham igen og glaeder mig til at vise ham rundt i Masanga.

Egentlig skulle jeg foerst vaere koert fra Masanga i dag tirsdagm, men fik tilbud om et gratis lift hvis jeg tog afsted mandag. Hospitals-manageren, Mr. Fortune, er blevet inviteret til Danmark til moede og da han rejser idag, kunne jeg faa et lift, beholde chauffoeren en dag ekstra og tage Jacob med hjem onsdag... Meget billigere (priserne paa braendstof er nemlig ogsaa taarnhoeje i Sierra Leone).

Jeg ankom i gaar aftes kl. 19 til YMCA hvor jeg paa forhaand havde bestilt et vaerelse. Efter at have smidt mine ting paa vaerelset var det tid til at finde noget mad. Havde selvfoelgelig haabet at kunne naa det inden det blev moerkt men det var for sent. Vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af byen og menneskerne her, saa ville bare vaere paa hotellet om aftenen og laese min bog. Men sulten var jeg og mad skulle der findes. Restauranten paa YMCA havde allerede lukket og jeg gik ud for at lede efter et sted, der i foelge guidebogen skulle ligge ret taet paa. Efter at vaere gaaet 50 meter fra YMCA kom receptionisten loebende efter mig og spurgte om jeg virkelig skulle ud? Jeg maatte jo have noget mad. Han accepterede og bad om at holde mit kamara for mig mens jeg var vaek saa jeg ikke skulle gaa med det over skulderen. Hmm... Det fik mig da lige til at foele mig lidt ekstra usikker og jeg skyndte mig at finde noget mad og smutte hjem igen.

Sengen, jeg har sovet i i nat, er der helt sikkert adskellige andre der ogsaa har sovet i – kunne kun ligge paa een maade og det var i hullet midt i madrassen. Sovet er maaske saa meget sagt – det har larmet udenfor hele natten saa det var svaert at faa sovet. Tror jeg er en rigtig Masanga farmer pige :o) Efter mit 2. bad under rindende vand siden 15. januar saa jeg for foerste gang tv i Sierra Leone. Jeg maa virkelig indroemme at jeg ingen fornemmelse har for hvad der sker i verden uden for Masanga. Sker der noget spaendende??

Fra mit vaerelse paa YMCA var der udsigt til havet, men kiggede jeg knap saa langt vaek var der bliktage overalt - flere af tagene blev holdt fast til huset med store sten palceret ovenpaa. Til en anden side stod 6 smaa drenge og vaskede sig ved en handhane og en mor sad paa jorden og tilberedte mad (ikke meget anderledes end Masanga)

Idag vil jeg bruge ventetiden paa at bruge internettet (internettet i Masanga er nede paa 3 uge – men send nu gerne mails alligevel for det kommer vel til at virke igen...) og se mig lidt omkring i Freetown. Har planer om at gaa paa Big Market og derudover se lidt af centrum. Senere skal jeg med faeregen ud til den halvoe hvor lufthaven ligger. Faergerne sejler ikke altid til tiden og paa det sidste har den ene faerge vaeret i stykker og den anden dermed overfyldt. Heldigvis venter chauffaeren i lufthaven saa jeg skal kun taenke paa en plads til mig selv og ikke ogsaa til bilen – mon ikke det oeger mine chancer for at komme ombord?!

I fredags fik vi besoeg af en groen mamba paa hostellet. (= meget giftig slange). Det var Julie og Camilla som saa den og stod og kiggede lidt paa den for den var da flot. Da de naevnte det for koekkendamerne skreg de helt vildt og straks kom et par af de lokale maend loebende med lange kaeppe, gemt til situationer som denne. De taevede slangen til den laa helt stille – selvfoelgelig fra afstand, derfor de meget lange kaeppe. Da den var doed saa vi lidt naermere paa den – vildt flot og fascinerende dyr, men aabenbart meget giftig :0) Mr. Education kom forbi og sagde at han ville spise den daegn efter, naar han havde faaet koebt olie og loeg – desvaerre lod han den bare ligge paa jorden og hundehvalpene gennetyggede den inden naeste morgen.

En morgen for et par uger siden kom vi ud til verandaen og saa at vores hoens var vaek. Eller det troede vi. Ved naermere eftersyn laa de stadig i buret, men var daekket af kaempe myrer, som havde slaaet dem ihjel i loebet af natten! Desvaerre maatte vi undvaere Fatmatas fantastiske kyllingesuppe den dag og noejes med koed een gang den uge.

Loerdag var jeg i Makeni med nogle af de andre toeser og Jasper. Camilla var saa uheldig at faa stjaalet sit kamara i en taet menneskemaengde og vi maatte en tur paa politistationen for at anmelde det. Politistationen var et stort larmende sted. Vi kom ”selvfoelgelig” hurtigt til at snakke med en betjent som helst saa at vi alle 4 skulle skulle gaa med ind og afgive forklaring. Jeg holdt mig nu alligevel i forhallen og observerede. Efter Camilla havde forklaret sin sag skulle hun gaa tilbage til gerningsstedet med en betjent for at finde vidner og lede efter tyven (=naalen i en hoestak). Det gik der lang tid med. Da de endelig kom tilbage brugte de en time paa at skrive episoden ned, meget noejsommeligt. I mellemtiden stod jeg og ventede i forhallen. Paa vaeggen hang en tavle med oversigt over de fanger, der sad i faengslet ude bagved (nok aarsagen til den forfaerdelige stank der var paa politistationen...). Paa en opslasgstavle hang en ”Wanted for Murder” plakat – en ”handsome reward” ville gaa til den der havde oplysninger om manden. Ved siden af denne hang ”Wanted for smuggling”, hvor jeg kunne laese om en mand, der havde smuglet kokain in i Sierra Leone. Sad man inde med oplysninger der kunne lede til hans anholdelse fik man 25,000,000 Le i beloenning (=32.000 kr!!). Enden paa det hele blev at politiet ikke den dag ville skrive en seddel til Camilla som hun kunne vise til forsikringen, men i stedet ville de forsoege at opklare tyveriet da der var en lille pige som vidne...