Diamanter og lykkesten

Forrige fredag gik turen til Koido, en større by i det østlige Sierra Leone hvor der ligger mange diamantminer. Jacob, jeg og en håndfuld andre frivillige her fra Masanga tog af sted. Historien om diamantbyen er ikke så smuk som diamanterne selv, eftersom Koido var hårdt ramt under borgerkrigen. I løbet af krigen skiftede byen hænder mange gange og lokalbefolkningen blev tvunget til at arbejde i minerne. Mens RUF (oprørsgruppen = bad guys i krigen) regerede i Koido blev pengene fra diamantsmugling brugt til at finansiere narko og våben til børnesoldaterne. En meget trist historie, og eftersom netop diamanterne spillede så stor en rolle i krigen og i korruptionen i Sierra Leones historie er Koido på min liste over byer jeg vil besøge i Sierra Leone.

Efter en tur på de dårligste veje jeg hidtil har oplevet i Sierra Leone nåede vi helskindede frem i Landroveren til Koido efter 3,5 times kørsel. Sierra Leone er ikke et ”turist-land” så derfor er der intet arrangeret for turister og for at finde en måde at besøge minestederne på, kørte vi til det offentlige kontor for diamant-mining i Koido. Vores chauffør er oprindeligt fra Koido og på kontoret mødte vi en af hans bekendte, som gerne ville vise os vej til en mine.

Minen lå uden for byen. Efter lidt snak (overtalelse) på temne fra ”den bekendte” fik vi lov at gå ind på mineområdet. Minerne er store huller i den sandede jord, hvor der står vand i bunden. Her står minearbejderne og ”vasker” sand/grus gravet op i området omkring hullerne. Vi blev vist rundt og besøgte nogle forskellige huller, hvor der stod mellem 20-30 mænd i vand til knæene og vaskede grus i en si. Det var tydeligvis et hårdt arbejde – mændene var særdeles veltrænede og stod i den varme sol hele dagen. På et tidspunkt gik jeg lidt væk fra resten af gruppen og faldt i snak med en mand der stod i vandet og vaskede. Han fortalte om den vasketeknik han brugte og om hvordan han kunne genkende en diamant. Efter lidt tid hviskede han til mig om jeg ville se en diamant og selvfølgelig ville jeg gerne det! Han tog fingrene op til munden og tog diskret en lille lys grøn diamant ud. Han gemte diamanten i munden så han hele tiden havde styr på den mens han arbejdede videre. Det var den fedeste oplevelse og hele turen værd.

En anden graver som jeg faldt i snak med fortalte mig om en lykkesten, som de gemte i lommen når de fandt den. Graverne kaldte stenen ”joyce” Hvis man fandt en sådan sten var det tegn på at der måtte være diamanter i det samme jordlag. Meget fedt at lære om alt dette og superfedt at han gav mig sin ”joyce” inden vi tog af sted derfra.

Der herskede en mærkelig hemmelig stemning på stedet, som om folk var bange for at blive snydt af deres makkere. Mens vi gik rundt i mineområdet blev vi et par gange tilbudt at købe diamanter. Dealerne tog et stykke foldet guldpapir fra en cigaretpakke op af lommen og foldede den ud så vi kunne se diamanterne der lå deri. Meget sjov oplevelse men vi købte nu ikke nogen diamanter med hjem (hvilket også ville have været dybt ulovligt…)

Da jeg ikke lige havde husket at få booket et hotel på forhånd var uheldet selvfølgelig med os og alle hoteller der var til at betale sig fra var fyldt op. Vi besluttede derfor at køre hjem igen samme aften – alternativet var at sove på det pænt dyre Kono Hotel til 300 kr. pr. nat. Vi kørte det meste af turen hjem i mørke på elendige veje og gennemrystede kom vi hjem til Masanga sent på aftenen.