Vejen til internettet

Nu er det på tide at komme på nettet for jeg savner at høre lidt fra hjemmefronten samtidig med at der er arbejdsrelaterede mails der skal sendes. Tror fx UNICEF er ved at være lidt trætte af vores sene månedsrapporter…

Når Masanga village netop for at se røven af den taxi der lige er kørt – uden mig. Der er ikke andet at gøre end at vente på næste bil mod Magburaka/Makeni som er min destination. Jeg sætter mig på bænken i skyggen under mangotræet, hvor Alafia og Ishmael fra bike-shoppen sidder og slapper af. De har vist ikke lige overvejet at frokostpausen er fordi for længst. De to er nogle rigtig hyggelige gutter på 40+ som ofte sidder her på bænken. Der sidder et par andre herrer som jeg ikke kender. Vi snakker om løst og fast og om Danmark. Hvor lang tid tager det at flyve til Danmark? Jeg forklarer at man flyver over London hvor man skifter fly og må derfor også besvare spørgsmålet om hvor London ligger i forhold til Danmark. Og siden vi nu er i gang med spørgsmålene – hvor ligger Kina? Og hvad med USA? Hvad er den mest traditionelle spise i Danmark? Og hvorfor har vi ikke hverken mangotræer eller ananas? Hvorfor dyrker vi ikke ris? Pyh, nu bliver man næsten geografilærer og må fortælle at i Danmark er der 4 årstider og ikke bare våd- og tørsæson og at der ikke er så varmt i det skandinaviske område… Da der endelig kommer en taxi som jeg får en plads i og jeg forlader Masanga har jeg et stort smil på læberne men en dejlig tilfreds fornemmelse indeni.

Taxien som jeg kører med er en almindelig personbil. Jeg sidder i den del af bilen som normalt ville være bagagerum. Nu er der i stedet installeret en bænk af træ hvor vi sidder tre med hovederne klemt lidt på skrå. Foran mig, på tre-mandssædet, tæller jeg 7 personer og på passagersædet endnu 2 og så er der selvfølgelig også chaufføren. I Magburaka skifter jeg ilt en anden taxi – princippet er det samme – eneste forskel her er, at denne gang er jeg nr. to passager på passagersædet med halvdelen af røven på gearstangen. Godt jeg kun skal med i 30 min… Denne slags ture er fantastiske selvom de i bund og grund er helt forfærdelige. Folk kigger nysgerrigt på en og indleder helst en samtale hvis de kan tale lidt engelsk. Ellers sker det selvfølgelig at de blot starter på temne for at være flade af grin over at jeg kan svare dem bare lidt. Jeg bliver i så godt humør – dette kan anbefales til alle på en kedelig eller dårlig dag.

Har netop vekslet nogle dollars hos Mr. Dollars ved rundkørslen som er handelscentrum i Makeni. Jeg sidder nu på Wusum Hotel som er et luksus hotel, men også et sted at gå på nettet og være koblet på strøm samtidig – luksus!?! Har bestilt lidt mad for er blevet sulten. Til frokost derhjemme var der kun kedelig pastasalat så gav derfor mig selv lov til at få noget lidt andet i dag når nu det rent faktisk var muligt.