Sidste uge har været en travl, hård og udfordrende men spændende og lærerig uge. Forrige weekend måtte Emma, nurse og leder af afdelingen, rejse til Freetown pga. familieproblemer. Eftersom det er relativt nyt at de medicinstuderende ikke længere går stuegang eller tager over i afdelingen, er der endnu ikke en backup-plan til når noget som dette sker. Vi har været på arbejde på afdelingen hver dag i sidste uge og forsøgt at starte en back-up plan op, hvor de tre andre medicinske fagpersoner på hospitalet skal tage over i en situation som denne. Ud over Emma er der tre andre afrikanere med sygeplejerske/”halv”læge uddannelse (CHO). Arbejdet i afdelingen har været lærerigt og en god måde for os til at komme ind i diagnostikken og behandlingen uden at tage ansvar fra Emma, da hun har været borte. Derudover har der været mange andre oplevelser som har gjort stort indtryk på mig, og som jeg har brugt meget tid på at tænke over efterfølgende.
Hvad gør man når en mor vil forlade afdelingen med sit barn der stadigt er sygt? Når hun måske har 5 andre børn hjemme i landsbyen og en husholdning at tage sig af. Hvordan går man til en mor der ikke passer sit barn særligt godt? Lader barnet ligge og græde uden at trøste det, tvinger maden i barnet så det skriger og ikke gør sit barn rent? Hvordan får man en mor til et underernæret barn til at forstå hun ikke må tvinge føde i barnet? Hvad stiller man op med en mor der græder stille i sin seng, fordi hun ikke kan trøste sit barn men en af de andre mødre kan?
Isatu er en underernæret lille pige som har tuberkulose. Efter vi i onsdags kunne udskrive 2 andre færdigbehandlede børn ville Isatus mor også hjem. Dejligt at kunne udskrive to dejlige legesyge drenge som er klar til at komme hjem, men ærgerligt når det giver andre ”gode ideer”… Jeg forsøgte at overtale Isatus mor til at blive og forklarede hende hvor vigtig behandlingen for tuberkulose er og at hendes datter ikke er klar til at komme hjem. Hun var ikke til at hugge eller stikke i og ville bare hjem. Efter at have talt med hende tre gange ved hjælp af vores ældste nurse-aid fik vi hende overtalt til at blive 1 uge mere. Det er en meget svær snak for samtidig er jeg også nødt til at informere hende om, at hvis hun absolut vil rejse MÅ hun bare sige det til os i stedet for bare at stikke af, for så kan vi nå at henvise hende til en anden klinik for behandling for underernæring og tuberkulose.
I denne uge har vi bl.a. indlagt tvillingepigen Mayeto på 7 mdr. Hun er ganske lille bitte i stor kontrast til sin tvillingebror der er tyk og fed. Vi har ikke fundet noget specielt i vejen med hende, så nu er hun indlagt til standardbehandling og ernæring. I en anden seng lå Karimu – en 5 mdr. gammel dreng med nedsunken fontanelle (det bløde punkt på hovedet af små børn). Det samme gælder for 3 mdr. gamle Abdul i seng 4. Dette tages ikke særligt alvorligt af mødrene og nogle fortæller at de ikke anser det for noget særligt når den har været det i længere tid. Nogle studser dog over det og går til en traditionel healer. Her får de en blanding af mudder og urter smurt ud over fontanellen på barnet. Mon det hjælper på et dehydreret barn…?
Torsdag eftermiddag var Karimu og hans mor pludselig ikke at finde længere. Vi havde netop fundet ud af han havde en parasit i maven (Giardia) som vi kan behandle, og vi var begyndt at tanke ham op pga. dehydrering. Moderen var stukket af uden at sige noget til de andre mødre eller til nurse-aidsne.
Om morgenen når jeg går til hospitalet møder jeg masser af mennesker som smiler, hilser og spørger til mig. Temperaturen er lun og solen er netop stået helt op. Jeg hilser på de første 25 personer inden jeg når til afdelingen og de fleste er ansigter jeg kender – navnene er ved at være på plads selvom der er et par stykker jeg ikke helt kan huske. Når jeg som i dag går hjem sen eftermiddag kl. 18 møder jeg kun tre piger, der hvor vejen krydser floden. Vi løber lidt om kap, lidt i hånd inden de drejer af vejen og ud i det høje græs og væk. Jeg mærker at det har været endnu en fantastisk dag. I denne sen-eftermiddagsro lægger jeg mærke til landskabet omkring mig: de grønne palmer, den tætte jungle, de mærkelige lyde fra fugle og andre dyr jeg ikke har identificeret endnu. Ude i horisonten ser jeg bjergene omkring mig og jeg bliver fascineret over dette smukke billede.
Jeg har det fantastisk her i Masanga!
onsdag den 3. februar 2010
lørdag den 23. januar 2010
Velkommen til Masanga: Uge 1
Lørdag eftermiddag ankommer vi til det hostel, jeg skal bo på de næste måneder. Der er overfyldt på hostellet og vi skal de første 2 uger sove i Dr. Franks hus indtil vi kan rykke ind og overtage Line og Siljes værelser når de rejser hjem d. 2. februar. Lærke og jeg sover i samme værelse, samme seng og bliver vist rundt og lært op sammen. Når vi går hjem til os selv om aftenen hygger vi og snakker længe inden vi slukker lygterne og lægger os til at sove. Vi hygger og har det godt sammen og det betyder rigtig meget for mig. Der er 8 andre frivillige hernede pt., men 7 af dem rejser hjem i starten af februar. Man kan godt mærke at de er ved at være klar til at rejse hjem. Snart kommer der nye frivillige til de andre projekter hernede og det ser jeg frem til og også til at flytte over på hostel.
Tiden flyver af sted men alligevel synes jeg at have oplevet mere på en uge end der er muligt. Lørdag, dagen efter vi ankom, spiste vi frokost med Emma, der er nurse på SC’en (Stabilisation Center = fejl- og underernæringsklinikken). Hun er en stor afrikansk kvinde med glimt i øjet, ca. 35-40 år og mange års erfaring med underernæring og har arbejdet hos MSF (Læger Uden Grænser) i 10 år. Rigtig hyggeligt at møde hende uden for afdelingen og få et indtryk af hende.
Lørdag eftermiddag fik vi rundvisning i Masanga Village – eller village fik fremvisning af de to nye hvide ”SC” piger :-). Village er en landsby med ca. 2000 indbyggere og mange af hospitalets ansatte bor der. Jeg tror vi gav hånd til mindst 150 personer den dag! Alle spurgte efter vores navn og hvad vi skulle lave her. Det er ret kendt og populært at være ”SC”-pige og derfor et ret taknemmeligt job vi skal i gang med. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed på én dag, så mange ”thank you for coming to Masanga” og så mange smil. Fra starten af landsbyen til slutningen blev vi fulgt af samtlige børn og jeg tror vi har bortført de første 50 børn. Mindst to små hænder i hver hånd for det er bare populært at holde de hvide i hænderne. En glædelig overraskende oplevelse men også mærkelig at være så meget i centrum fordi man er "hvid". Komplimenterne ryger om øerne på én: ”You dress nice”, “you are so beautiful”, “you skin is nice”, “your hair is nice” og “I love you as a friend”…
Afdelingen/SC’en: Afdelingen er en lang bygning med tre rum: medicinrum/vagtværelse, køkken og selve senge afdelingen. Der er 19 senge og lige nu har vi 12 indlagte børn. På afdelingen arbejder Emma og 8 nurse-aids (sygehjælpere) som er på vagt på skift 24 timer i døgnet. Da vi lige var kommet og fik intro til arbejdet hernede blev jeg overrasket over hvor meget vi allerede har trukket os ud af afdelingen. Det er jo kun positivt. Gruppens plan er at afdelingen gerne skal kunne køre uden os til februar 2011. Derfor er meget af arbejdet på afdelingen og meget af ansvaret allerede afleveret til Emma. Vi skal ikke gå stuegang eller behandle børnene længere for det skal Emma gøre alene, men vi skal alligevel vær en del af afdelingen som hun kan tale med hvis der er komplicerede tilfælde. Derudover kommer vi til at lave kvalitets kontrol af nurse-aids for de er ikke de skarpeste. Derudover skal vi stå for at administrere en øjenklinik som er under opbygning og vi har allerede haft det første møde med nogle øjenkirurger fra et øjenhospital. En af vores største opgaver bliver at kør et outreach program, hvor vi nogle gange i måneden kører til landsbyer i distriktet og screener for underernærede børn, der kan indlægges på afdelingen. I torsdags var vi med på outreach for første gang – en oplevelse for sig som jeg må fortælle om en anden gang.
For at lære og få erfaring med de syge børn, har jeg været med på stuegang, selvom det ikke bliver mit daglige arbejde. De børn vi har indlagt skal være underernærede men også have komplikationer for at de må ligge hos os (Vi samarbejder med UNICEF og de har helt klare regler omkring dette. Har børnene ikke komplikationer, skal de være tilknyttet andre afdelinger som ligger rundt omkring i distriktet, hvor de kan komme og hente deres ugentlige portion af Plumpy Nut (mad) som UNICEF leverer. Det hele giver god mening, for er et barn indlagt hos os, skal der være en mor med. Er moren indlagt med et barn hos i fx 14 dage, så er det 14 dage hvor moren ikke er hos de andre børn og hvor hun ikke kan passe familien. Måske bliver de andre børn underernærede i den periode hun er indlagt hos os….Derfor er det nok smart nok tænkt at udskrive dem hvis mulig til steder ude i distriktet hvor de kan have deres normale hverdag. At Plumpy Nut’en så måske bliver solgt for at tjene penge, forældrene selv spiser det, ældre søskende får det i stedet, og barnet måske ikke får den ”mad” der er deres medicin- ja, det er et andet emne). Jeg har for første gang mærket en forstørret milt; 3 på samme dag og så var det endda alle 3 på børn under 2 år. Jeg har set mystiske sår, et barn med ringorm over alt i huden, et barn vi mistænker for at have tuberkulose, de har lungebetændelse, orm i maven, ingen appetit og så kommer underernæringen oveni… der er nok at opleve!
Under den daglige undersøgelse er det ofte nurse-aid’sne som oversætter til det lokale sprog Temne. De svar man får tilbage fra moderen kan være mærkelige og man ryster på hovedet og forsøger at lære både mor og nurse-aid at urin ikke kan være blå, prøver at finde hoved og hale i hvor lang tid barnet har fejlet noget og hvad – mødrene har ingen fornemmelse for tid! Barnet skriger når jeg lytter på hjerte og lunger –og mødrene må svinge brysterne frem for at berolige deres børn så jeg kan lytte efter. Mødrene skal mindes om ikke at tvinge maden i børnene. For hvordan skal et barn der er underernæret, har mistet appetitten og måske har diarre oveni nogensinde få appetitten tilbage hvis måltider forgår med vold. Ja der er gang i den på afdelingen.
Der er mange ting at lære og meget at vænne sig til. Nogle ting skal vi afslutte, noget skal evalueres og gøres bedre, andre ting skal startes op. Samtidig skal vi vænne os til at være her, forsøge at forstå Kreo – et sprog der minder meget om engelsk som mange af de lokale og hospitalsansatte taler – lære navnene på de lokale og dem vi skal arbejde med. Den næste uge handler om at blive introduceret til de sidste emner og så ellers begynde at få et overblik.
Tiden flyver af sted men alligevel synes jeg at have oplevet mere på en uge end der er muligt. Lørdag, dagen efter vi ankom, spiste vi frokost med Emma, der er nurse på SC’en (Stabilisation Center = fejl- og underernæringsklinikken). Hun er en stor afrikansk kvinde med glimt i øjet, ca. 35-40 år og mange års erfaring med underernæring og har arbejdet hos MSF (Læger Uden Grænser) i 10 år. Rigtig hyggeligt at møde hende uden for afdelingen og få et indtryk af hende.
Lørdag eftermiddag fik vi rundvisning i Masanga Village – eller village fik fremvisning af de to nye hvide ”SC” piger :-). Village er en landsby med ca. 2000 indbyggere og mange af hospitalets ansatte bor der. Jeg tror vi gav hånd til mindst 150 personer den dag! Alle spurgte efter vores navn og hvad vi skulle lave her. Det er ret kendt og populært at være ”SC”-pige og derfor et ret taknemmeligt job vi skal i gang med. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed på én dag, så mange ”thank you for coming to Masanga” og så mange smil. Fra starten af landsbyen til slutningen blev vi fulgt af samtlige børn og jeg tror vi har bortført de første 50 børn. Mindst to små hænder i hver hånd for det er bare populært at holde de hvide i hænderne. En glædelig overraskende oplevelse men også mærkelig at være så meget i centrum fordi man er "hvid". Komplimenterne ryger om øerne på én: ”You dress nice”, “you are so beautiful”, “you skin is nice”, “your hair is nice” og “I love you as a friend”…
Afdelingen/SC’en: Afdelingen er en lang bygning med tre rum: medicinrum/vagtværelse, køkken og selve senge afdelingen. Der er 19 senge og lige nu har vi 12 indlagte børn. På afdelingen arbejder Emma og 8 nurse-aids (sygehjælpere) som er på vagt på skift 24 timer i døgnet. Da vi lige var kommet og fik intro til arbejdet hernede blev jeg overrasket over hvor meget vi allerede har trukket os ud af afdelingen. Det er jo kun positivt. Gruppens plan er at afdelingen gerne skal kunne køre uden os til februar 2011. Derfor er meget af arbejdet på afdelingen og meget af ansvaret allerede afleveret til Emma. Vi skal ikke gå stuegang eller behandle børnene længere for det skal Emma gøre alene, men vi skal alligevel vær en del af afdelingen som hun kan tale med hvis der er komplicerede tilfælde. Derudover kommer vi til at lave kvalitets kontrol af nurse-aids for de er ikke de skarpeste. Derudover skal vi stå for at administrere en øjenklinik som er under opbygning og vi har allerede haft det første møde med nogle øjenkirurger fra et øjenhospital. En af vores største opgaver bliver at kør et outreach program, hvor vi nogle gange i måneden kører til landsbyer i distriktet og screener for underernærede børn, der kan indlægges på afdelingen. I torsdags var vi med på outreach for første gang – en oplevelse for sig som jeg må fortælle om en anden gang.
For at lære og få erfaring med de syge børn, har jeg været med på stuegang, selvom det ikke bliver mit daglige arbejde. De børn vi har indlagt skal være underernærede men også have komplikationer for at de må ligge hos os (Vi samarbejder med UNICEF og de har helt klare regler omkring dette. Har børnene ikke komplikationer, skal de være tilknyttet andre afdelinger som ligger rundt omkring i distriktet, hvor de kan komme og hente deres ugentlige portion af Plumpy Nut (mad) som UNICEF leverer. Det hele giver god mening, for er et barn indlagt hos os, skal der være en mor med. Er moren indlagt med et barn hos i fx 14 dage, så er det 14 dage hvor moren ikke er hos de andre børn og hvor hun ikke kan passe familien. Måske bliver de andre børn underernærede i den periode hun er indlagt hos os….Derfor er det nok smart nok tænkt at udskrive dem hvis mulig til steder ude i distriktet hvor de kan have deres normale hverdag. At Plumpy Nut’en så måske bliver solgt for at tjene penge, forældrene selv spiser det, ældre søskende får det i stedet, og barnet måske ikke får den ”mad” der er deres medicin- ja, det er et andet emne). Jeg har for første gang mærket en forstørret milt; 3 på samme dag og så var det endda alle 3 på børn under 2 år. Jeg har set mystiske sår, et barn med ringorm over alt i huden, et barn vi mistænker for at have tuberkulose, de har lungebetændelse, orm i maven, ingen appetit og så kommer underernæringen oveni… der er nok at opleve!
Under den daglige undersøgelse er det ofte nurse-aid’sne som oversætter til det lokale sprog Temne. De svar man får tilbage fra moderen kan være mærkelige og man ryster på hovedet og forsøger at lære både mor og nurse-aid at urin ikke kan være blå, prøver at finde hoved og hale i hvor lang tid barnet har fejlet noget og hvad – mødrene har ingen fornemmelse for tid! Barnet skriger når jeg lytter på hjerte og lunger –og mødrene må svinge brysterne frem for at berolige deres børn så jeg kan lytte efter. Mødrene skal mindes om ikke at tvinge maden i børnene. For hvordan skal et barn der er underernæret, har mistet appetitten og måske har diarre oveni nogensinde få appetitten tilbage hvis måltider forgår med vold. Ja der er gang i den på afdelingen.
Der er mange ting at lære og meget at vænne sig til. Nogle ting skal vi afslutte, noget skal evalueres og gøres bedre, andre ting skal startes op. Samtidig skal vi vænne os til at være her, forsøge at forstå Kreo – et sprog der minder meget om engelsk som mange af de lokale og hospitalsansatte taler – lære navnene på de lokale og dem vi skal arbejde med. Den næste uge handler om at blive introduceret til de sidste emner og så ellers begynde at få et overblik.
Ankomst til Sierra Leone
D. 23. januar
Ankomst til Freetown International Airport om aftenen d. 15. januar kun 1 døgn efter jeg blev sendt af sted fra Århus. Jacob og jeg fik en dejlig afsked og det betyder utolig meget at blive sendt afsted med masser af kærlighed. Det er nu kun en uge siden og der er sket SÅ ufatteligt meget siden! Vi havde en rigtig god tur herned og Lærke er en dejlig pige som jeg nyder at være sammen med. I lufthavnen, som bare er en lille bygning, tog det lang tid at komme gennem paskontrollen. Da jeg endelig kom igennem blev jeg vinket frem til ”health officer” og skulle fremvise mit vaccinationskort. Som jeg selvfølgelig havde fået lagt i den store rygsæk som jeg ikke havde på mig. Dumt… Han lavede et stort nummer ud af at kortet skulle jeg fremvises og hvad jeg så ville gøre nu? Forsøgte at undskylde og forklare at jeg havde alle mine vaccinationer og især gul feber-vaccinen, og efter et par minutter fik jeg et stort smil og besked på at det var ok. Pyh! Han skulle vist bare lige puste sig lidt op. Emmanson, som er en chauffør fra hospitalet, var sendt til lufthavnen for at hente os og han spottede os lynhurtigt, og vi blev kørt til hotellet, hvor vi skulle tilbringe vores første nat i Sierra Leone. Området, hvor hotellet lå, var tæt på lufthavnen, ret øde og lidt skummelt. Jeg må indrømme jeg var en smule usikker på hvor trygt det var at være der… Heldigvis overnattede flypersonalet også på det samme hotel og det gav lidt mere ro.
Tidligt næste morgen blev vi hentet af Emmanson (som nok bare havde sovet på en madras på taget af hospitalsbilen :-) og så gik turen mod Masanga. Fra starten af turen og helt til vi ankom til Masanga vinkede alle på vejen til os. Der skal ikke være nogen tvivl om, at alle ser det når der kommer en stor firhjulstrækker kørende og der er ”hvide” i bilen. Lufthavnen ligger på en halvø og vi skulle derfor sejle et stykke af vejen. Færgen blev proppet med biler og mennesker til vi troede den var fyldt til randen. Alligevel lykkedes det at få yderligere tre store biler ombord – desværre måtte en trillebør blive tilbage på kajen! Færgen, som tilsyneladende ikke altid sejler efter nogen tidsplan, var fyldt med mennesker. Kvinder kom bærende med ALT på hovedet: kurve med bananer, fisk (som de så kan ordne i ventetiden på færgen), sportstasker og plastiskdunke som man synes kan være svært at balancere med på hovedet når de er fyldte! En fantastisk færgetur med tusind farveindtryk, kvinderne flot klædt i spraglet tøj og meget venlige afrikanere, som meget gerne ville snakke.
I udkanten af Freetown holdt vi ind for at tanke bilen og for at veksle vores medbragte dollars til leoner. Jeg vekslede 200 USD og i bytte fik jeg en pose fyldt med penge! Jeg var dermed multimillionær… Det er et større job at veksle penge for man får det i stakke af 2000 eller 5000 (evt 10.000) leoner med 50 i hver stak og de skal alle tælles for man kan sagtens blive snydt. 2000 le er ca. 3 kroner, så derfor blev de 200 USD til en hele pose med penge sedler. En anden ulempe ved pengene hernede er at de stinker – man får ikke lyst til at sove med dem under hovedpuden! Når man endelig har talt pengene er der intet man hellere vil end at skrubbe sine hænder :-)
Indtryk fra bilturen til Masanga: ca. 5 timers tur fra lufthavnshotellet, det meste af vejen på EU-sponsoreret hovedvej i overraskende god stand J. Solskin, smukt landskab – frodigt det meste af vejen, bjerge, mange små landsbyer som vi kører gennem. Folk i vejkanten, bærende med alverdens ting på hovedet, bilvrag i vejkanten – ribbet for alt der kan bruges - biler på vejene som er proppet med mennesker, ting og sager og slet ikke kunne gå gennem syn i Danmark, fx sidedøren bundet fast med reb rundt om bilen, folk der sidder på kanten af en åben bagagerums-kant og meget meget andet. Får mig til at trække på smilebåndet og tænke over den store forskel i betydningen af materielle goder mellem DK og dette land. Hasarderede overhalinger med hornet i bund rundt i svingene og op af bakker. Musikken fra radioen kører for fuld drøn med fantastisk ”afrika”-musik, som er prikken over ”i”et og gør turen endnu mere fantastisk. Jeg suger alle indtryk til mig og føler mig lykkelig. Vi køber brød, ”den leende ko”, frugt og vand ind gennem bilens vinduer de steder vi gør holdt. T.I.A – THIS IS AFRIKA.
Drejer af hovedvejen og videre ud på den røde grusvej, hvor vi bumler af sted en times tid inden vi rammer en landsby, fattig og støvet som alle de andre vi har mødt, og får at vide at dette er Masanga Village. Endeligt fremme ved mit hjem de næste 4½ måned.
Jeg går i seng den første aften, glad og overvældet, og tænker på den tekst jeg læste på en lastbil vi mødte på vejen fra Freetown: ”Things will be sweet”. Og ja, det kan det da kun blive.
Ankomst til Freetown International Airport om aftenen d. 15. januar kun 1 døgn efter jeg blev sendt af sted fra Århus. Jacob og jeg fik en dejlig afsked og det betyder utolig meget at blive sendt afsted med masser af kærlighed. Det er nu kun en uge siden og der er sket SÅ ufatteligt meget siden! Vi havde en rigtig god tur herned og Lærke er en dejlig pige som jeg nyder at være sammen med. I lufthavnen, som bare er en lille bygning, tog det lang tid at komme gennem paskontrollen. Da jeg endelig kom igennem blev jeg vinket frem til ”health officer” og skulle fremvise mit vaccinationskort. Som jeg selvfølgelig havde fået lagt i den store rygsæk som jeg ikke havde på mig. Dumt… Han lavede et stort nummer ud af at kortet skulle jeg fremvises og hvad jeg så ville gøre nu? Forsøgte at undskylde og forklare at jeg havde alle mine vaccinationer og især gul feber-vaccinen, og efter et par minutter fik jeg et stort smil og besked på at det var ok. Pyh! Han skulle vist bare lige puste sig lidt op. Emmanson, som er en chauffør fra hospitalet, var sendt til lufthavnen for at hente os og han spottede os lynhurtigt, og vi blev kørt til hotellet, hvor vi skulle tilbringe vores første nat i Sierra Leone. Området, hvor hotellet lå, var tæt på lufthavnen, ret øde og lidt skummelt. Jeg må indrømme jeg var en smule usikker på hvor trygt det var at være der… Heldigvis overnattede flypersonalet også på det samme hotel og det gav lidt mere ro.
Tidligt næste morgen blev vi hentet af Emmanson (som nok bare havde sovet på en madras på taget af hospitalsbilen :-) og så gik turen mod Masanga. Fra starten af turen og helt til vi ankom til Masanga vinkede alle på vejen til os. Der skal ikke være nogen tvivl om, at alle ser det når der kommer en stor firhjulstrækker kørende og der er ”hvide” i bilen. Lufthavnen ligger på en halvø og vi skulle derfor sejle et stykke af vejen. Færgen blev proppet med biler og mennesker til vi troede den var fyldt til randen. Alligevel lykkedes det at få yderligere tre store biler ombord – desværre måtte en trillebør blive tilbage på kajen! Færgen, som tilsyneladende ikke altid sejler efter nogen tidsplan, var fyldt med mennesker. Kvinder kom bærende med ALT på hovedet: kurve med bananer, fisk (som de så kan ordne i ventetiden på færgen), sportstasker og plastiskdunke som man synes kan være svært at balancere med på hovedet når de er fyldte! En fantastisk færgetur med tusind farveindtryk, kvinderne flot klædt i spraglet tøj og meget venlige afrikanere, som meget gerne ville snakke.
I udkanten af Freetown holdt vi ind for at tanke bilen og for at veksle vores medbragte dollars til leoner. Jeg vekslede 200 USD og i bytte fik jeg en pose fyldt med penge! Jeg var dermed multimillionær… Det er et større job at veksle penge for man får det i stakke af 2000 eller 5000 (evt 10.000) leoner med 50 i hver stak og de skal alle tælles for man kan sagtens blive snydt. 2000 le er ca. 3 kroner, så derfor blev de 200 USD til en hele pose med penge sedler. En anden ulempe ved pengene hernede er at de stinker – man får ikke lyst til at sove med dem under hovedpuden! Når man endelig har talt pengene er der intet man hellere vil end at skrubbe sine hænder :-)
Indtryk fra bilturen til Masanga: ca. 5 timers tur fra lufthavnshotellet, det meste af vejen på EU-sponsoreret hovedvej i overraskende god stand J. Solskin, smukt landskab – frodigt det meste af vejen, bjerge, mange små landsbyer som vi kører gennem. Folk i vejkanten, bærende med alverdens ting på hovedet, bilvrag i vejkanten – ribbet for alt der kan bruges - biler på vejene som er proppet med mennesker, ting og sager og slet ikke kunne gå gennem syn i Danmark, fx sidedøren bundet fast med reb rundt om bilen, folk der sidder på kanten af en åben bagagerums-kant og meget meget andet. Får mig til at trække på smilebåndet og tænke over den store forskel i betydningen af materielle goder mellem DK og dette land. Hasarderede overhalinger med hornet i bund rundt i svingene og op af bakker. Musikken fra radioen kører for fuld drøn med fantastisk ”afrika”-musik, som er prikken over ”i”et og gør turen endnu mere fantastisk. Jeg suger alle indtryk til mig og føler mig lykkelig. Vi køber brød, ”den leende ko”, frugt og vand ind gennem bilens vinduer de steder vi gør holdt. T.I.A – THIS IS AFRIKA.
Drejer af hovedvejen og videre ud på den røde grusvej, hvor vi bumler af sted en times tid inden vi rammer en landsby, fattig og støvet som alle de andre vi har mødt, og får at vide at dette er Masanga Village. Endeligt fremme ved mit hjem de næste 4½ måned.
Jeg går i seng den første aften, glad og overvældet, og tænker på den tekst jeg læste på en lastbil vi mødte på vejen fra Freetown: ”Things will be sweet”. Og ja, det kan det da kun blive.
Abonner på:
Opslag (Atom)