Velkommen til Masanga: Uge 1

Lørdag eftermiddag ankommer vi til det hostel, jeg skal bo på de næste måneder. Der er overfyldt på hostellet og vi skal de første 2 uger sove i Dr. Franks hus indtil vi kan rykke ind og overtage Line og Siljes værelser når de rejser hjem d. 2. februar. Lærke og jeg sover i samme værelse, samme seng og bliver vist rundt og lært op sammen. Når vi går hjem til os selv om aftenen hygger vi og snakker længe inden vi slukker lygterne og lægger os til at sove. Vi hygger og har det godt sammen og det betyder rigtig meget for mig. Der er 8 andre frivillige hernede pt., men 7 af dem rejser hjem i starten af februar. Man kan godt mærke at de er ved at være klar til at rejse hjem. Snart kommer der nye frivillige til de andre projekter hernede og det ser jeg frem til og også til at flytte over på hostel.

Tiden flyver af sted men alligevel synes jeg at have oplevet mere på en uge end der er muligt. Lørdag, dagen efter vi ankom, spiste vi frokost med Emma, der er nurse på SC’en (Stabilisation Center = fejl- og underernæringsklinikken). Hun er en stor afrikansk kvinde med glimt i øjet, ca. 35-40 år og mange års erfaring med underernæring og har arbejdet hos MSF (Læger Uden Grænser) i 10 år. Rigtig hyggeligt at møde hende uden for afdelingen og få et indtryk af hende.

Lørdag eftermiddag fik vi rundvisning i Masanga Village – eller village fik fremvisning af de to nye hvide ”SC” piger :-). Village er en landsby med ca. 2000 indbyggere og mange af hospitalets ansatte bor der. Jeg tror vi gav hånd til mindst 150 personer den dag! Alle spurgte efter vores navn og hvad vi skulle lave her. Det er ret kendt og populært at være ”SC”-pige og derfor et ret taknemmeligt job vi skal i gang med. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed på én dag, så mange ”thank you for coming to Masanga” og så mange smil. Fra starten af landsbyen til slutningen blev vi fulgt af samtlige børn og jeg tror vi har bortført de første 50 børn. Mindst to små hænder i hver hånd for det er bare populært at holde de hvide i hænderne. En glædelig overraskende oplevelse men også mærkelig at være så meget i centrum fordi man er "hvid". Komplimenterne ryger om øerne på én: ”You dress nice”, “you are so beautiful”, “you skin is nice”, “your hair is nice” og “I love you as a friend”…

Afdelingen/SC’en: Afdelingen er en lang bygning med tre rum: medicinrum/vagtværelse, køkken og selve senge afdelingen. Der er 19 senge og lige nu har vi 12 indlagte børn. På afdelingen arbejder Emma og 8 nurse-aids (sygehjælpere) som er på vagt på skift 24 timer i døgnet. Da vi lige var kommet og fik intro til arbejdet hernede blev jeg overrasket over hvor meget vi allerede har trukket os ud af afdelingen. Det er jo kun positivt. Gruppens plan er at afdelingen gerne skal kunne køre uden os til februar 2011. Derfor er meget af arbejdet på afdelingen og meget af ansvaret allerede afleveret til Emma. Vi skal ikke gå stuegang eller behandle børnene længere for det skal Emma gøre alene, men vi skal alligevel vær en del af afdelingen som hun kan tale med hvis der er komplicerede tilfælde. Derudover kommer vi til at lave kvalitets kontrol af nurse-aids for de er ikke de skarpeste. Derudover skal vi stå for at administrere en øjenklinik som er under opbygning og vi har allerede haft det første møde med nogle øjenkirurger fra et øjenhospital. En af vores største opgaver bliver at kør et outreach program, hvor vi nogle gange i måneden kører til landsbyer i distriktet og screener for underernærede børn, der kan indlægges på afdelingen. I torsdags var vi med på outreach for første gang – en oplevelse for sig som jeg må fortælle om en anden gang.

For at lære og få erfaring med de syge børn, har jeg været med på stuegang, selvom det ikke bliver mit daglige arbejde. De børn vi har indlagt skal være underernærede men også have komplikationer for at de må ligge hos os (Vi samarbejder med UNICEF og de har helt klare regler omkring dette. Har børnene ikke komplikationer, skal de være tilknyttet andre afdelinger som ligger rundt omkring i distriktet, hvor de kan komme og hente deres ugentlige portion af Plumpy Nut (mad) som UNICEF leverer. Det hele giver god mening, for er et barn indlagt hos os, skal der være en mor med. Er moren indlagt med et barn hos i fx 14 dage, så er det 14 dage hvor moren ikke er hos de andre børn og hvor hun ikke kan passe familien. Måske bliver de andre børn underernærede i den periode hun er indlagt hos os….Derfor er det nok smart nok tænkt at udskrive dem hvis mulig til steder ude i distriktet hvor de kan have deres normale hverdag. At Plumpy Nut’en så måske bliver solgt for at tjene penge, forældrene selv spiser det, ældre søskende får det i stedet, og barnet måske ikke får den ”mad” der er deres medicin- ja, det er et andet emne). Jeg har for første gang mærket en forstørret milt; 3 på samme dag og så var det endda alle 3 på børn under 2 år. Jeg har set mystiske sår, et barn med ringorm over alt i huden, et barn vi mistænker for at have tuberkulose, de har lungebetændelse, orm i maven, ingen appetit og så kommer underernæringen oveni… der er nok at opleve!

Under den daglige undersøgelse er det ofte nurse-aid’sne som oversætter til det lokale sprog Temne. De svar man får tilbage fra moderen kan være mærkelige og man ryster på hovedet og forsøger at lære både mor og nurse-aid at urin ikke kan være blå, prøver at finde hoved og hale i hvor lang tid barnet har fejlet noget og hvad – mødrene har ingen fornemmelse for tid! Barnet skriger når jeg lytter på hjerte og lunger –og mødrene må svinge brysterne frem for at berolige deres børn så jeg kan lytte efter. Mødrene skal mindes om ikke at tvinge maden i børnene. For hvordan skal et barn der er underernæret, har mistet appetitten og måske har diarre oveni nogensinde få appetitten tilbage hvis måltider forgår med vold. Ja der er gang i den på afdelingen.

Der er mange ting at lære og meget at vænne sig til. Nogle ting skal vi afslutte, noget skal evalueres og gøres bedre, andre ting skal startes op. Samtidig skal vi vænne os til at være her, forsøge at forstå Kreo – et sprog der minder meget om engelsk som mange af de lokale og hospitalsansatte taler – lære navnene på de lokale og dem vi skal arbejde med. Den næste uge handler om at blive introduceret til de sidste emner og så ellers begynde at få et overblik.