På arbejde

Sidste uge har været en travl, hård og udfordrende men spændende og lærerig uge. Forrige weekend måtte Emma, nurse og leder af afdelingen, rejse til Freetown pga. familieproblemer. Eftersom det er relativt nyt at de medicinstuderende ikke længere går stuegang eller tager over i afdelingen, er der endnu ikke en backup-plan til når noget som dette sker. Vi har været på arbejde på afdelingen hver dag i sidste uge og forsøgt at starte en back-up plan op, hvor de tre andre medicinske fagpersoner på hospitalet skal tage over i en situation som denne. Ud over Emma er der tre andre afrikanere med sygeplejerske/”halv”læge uddannelse (CHO). Arbejdet i afdelingen har været lærerigt og en god måde for os til at komme ind i diagnostikken og behandlingen uden at tage ansvar fra Emma, da hun har været borte. Derudover har der været mange andre oplevelser som har gjort stort indtryk på mig, og som jeg har brugt meget tid på at tænke over efterfølgende.

Hvad gør man når en mor vil forlade afdelingen med sit barn der stadigt er sygt? Når hun måske har 5 andre børn hjemme i landsbyen og en husholdning at tage sig af. Hvordan går man til en mor der ikke passer sit barn særligt godt? Lader barnet ligge og græde uden at trøste det, tvinger maden i barnet så det skriger og ikke gør sit barn rent? Hvordan får man en mor til et underernæret barn til at forstå hun ikke må tvinge føde i barnet? Hvad stiller man op med en mor der græder stille i sin seng, fordi hun ikke kan trøste sit barn men en af de andre mødre kan?

Isatu er en underernæret lille pige som har tuberkulose. Efter vi i onsdags kunne udskrive 2 andre færdigbehandlede børn ville Isatus mor også hjem. Dejligt at kunne udskrive to dejlige legesyge drenge som er klar til at komme hjem, men ærgerligt når det giver andre ”gode ideer”… Jeg forsøgte at overtale Isatus mor til at blive og forklarede hende hvor vigtig behandlingen for tuberkulose er og at hendes datter ikke er klar til at komme hjem. Hun var ikke til at hugge eller stikke i og ville bare hjem. Efter at have talt med hende tre gange ved hjælp af vores ældste nurse-aid fik vi hende overtalt til at blive 1 uge mere. Det er en meget svær snak for samtidig er jeg også nødt til at informere hende om, at hvis hun absolut vil rejse MÅ hun bare sige det til os i stedet for bare at stikke af, for så kan vi nå at henvise hende til en anden klinik for behandling for underernæring og tuberkulose.

I denne uge har vi bl.a. indlagt tvillingepigen Mayeto på 7 mdr. Hun er ganske lille bitte i stor kontrast til sin tvillingebror der er tyk og fed. Vi har ikke fundet noget specielt i vejen med hende, så nu er hun indlagt til standardbehandling og ernæring. I en anden seng lå Karimu – en 5 mdr. gammel dreng med nedsunken fontanelle (det bløde punkt på hovedet af små børn). Det samme gælder for 3 mdr. gamle Abdul i seng 4. Dette tages ikke særligt alvorligt af mødrene og nogle fortæller at de ikke anser det for noget særligt når den har været det i længere tid. Nogle studser dog over det og går til en traditionel healer. Her får de en blanding af mudder og urter smurt ud over fontanellen på barnet. Mon det hjælper på et dehydreret barn…?

Torsdag eftermiddag var Karimu og hans mor pludselig ikke at finde længere. Vi havde netop fundet ud af han havde en parasit i maven (Giardia) som vi kan behandle, og vi var begyndt at tanke ham op pga. dehydrering. Moderen var stukket af uden at sige noget til de andre mødre eller til nurse-aidsne.

Om morgenen når jeg går til hospitalet møder jeg masser af mennesker som smiler, hilser og spørger til mig. Temperaturen er lun og solen er netop stået helt op. Jeg hilser på de første 25 personer inden jeg når til afdelingen og de fleste er ansigter jeg kender – navnene er ved at være på plads selvom der er et par stykker jeg ikke helt kan huske. Når jeg som i dag går hjem sen eftermiddag kl. 18 møder jeg kun tre piger, der hvor vejen krydser floden. Vi løber lidt om kap, lidt i hånd inden de drejer af vejen og ud i det høje græs og væk. Jeg mærker at det har været endnu en fantastisk dag. I denne sen-eftermiddagsro lægger jeg mærke til landskabet omkring mig: de grønne palmer, den tætte jungle, de mærkelige lyde fra fugle og andre dyr jeg ikke har identificeret endnu. Ude i horisonten ser jeg bjergene omkring mig og jeg bliver fascineret over dette smukke billede.

Jeg har det fantastisk her i Masanga!